Søndag morgen ligger et tykt lag tåge over store dele af landet, skriver TV2 Nord.
Især centralt i landet er der meget tåget, og sigtbarheden er lokalt på under 100 meter.
Både tågen og de lave skyer som primært ligger over den vestlige og centrale del af landet, driver mod øst, men går også lidt i opløsning.
De skyggende skyer og tågen kan mange steder lægge en dæmper på en ellers flot solskinssøndag, hvor man mange steder vil kunne nyde prangende solskin.
Tåget formiddag – kan varer ved ud på dagen
Formiddagen tager fat, hvor morgenen slap, og byder på en blandet landhandel af både tåge og sol.
Mod syd og øst skinner solen nemlig mange steder, mens der er knap så meget plads til solen i resten af landet.
Flere steder kan man opleve, at tågebankerne er stædige, og ikke overgiver sig til solens stråler.
Det er især ved kysterne, at tågen kan vare ved.
Ud på formiddagen driver tågen længere mod øst, og flere steder kan man opleve, at solskinsvejret bliver sat på pause af tåge eller lave skyer.
Temperaturerne afhænger i høj grad af, om der er tåge eller ej. Er man fanget i en tågebanke, holder temperaturerne sig under 20 grader, mens det bliver markant varmere uden for tågen.
Især mod syd og øst, og i de landsdele som kan undgå tågen og skyerne længst, bliver temperaturerne sommerlige, og kan igen komme over 25 grader i eftermiddag, hvilket der skal til for, at det er en meteorologisk sommerdag.
Bliver det til en meteorologisk sommerdag, vil det i så fald være første gang siden 1999, at der er syv sommerdage i træk i september.
I de områder hvor man i længst tid får sol, stiger temperaturerne også mest. Lokalt kan man komme op på eller over 26 grader.
Selv ud på eftermiddagen kan man flere steder fortsat døje med tåge og lave skyer, navnligt ved Vestkysten og langs den sjællandske Kattegatkyst.
Kilde: TV2 Nord.