– Jeg er i Frankfurt, råber Sonni Vinther Espersen over telefonen til TV2 Nord.
Humøret er højt, og stemmen bærer præg af, at det er en festdag. Og det er det, fordi nordjyden er halvvejs på sin vandring.
Det er mere end to måneder siden, Sonni snørede sin vandresko og gik de første kilometer ved Toscana væk fra Middelhavet med kursen mod Limfjorden. Siden har han lagt Italien bag sig, og både Alperne og Schweiz ligger også et sted i bakspejlet.
Alperne
Det var ikke de store bekymringer, der fyldte hos eventyreren, da han begyndte sin vandring. Som en evig optimist var han fuld af håb for turen. Kun én ting bekymrede en smule: Alperne.
At skulle krydse Alperne i skisæsonen kunne potentielt blive lidt af et mareridt med sne og kulde – og det blev ikke uden udfordringer. Med mere end almindeligt store udsving i temperaturen krydsede Sonni Vinther Espersen Alperne i alt fra minus 18 grader til noget, der mindede om en lun dansk sommerdag.
– Usikkerheden i Alperne har været den største udfordring. Når man står og kigger på al den sne, og man bare er helt alene, det er hårdt, siger Sonni Vinther Espersen.
De store temperaturforskelle kan også udgøre lidt af en udfordring, når man kun har tre sæt tøj med på rejsen: Et til vandring, et til at sove i og et til oplevelser i byerne. Derfor har han som rejsende besøgt alverdens vaskerier, hvor han blandt andet opdagede, at Danmark er langt bagud på den front.
Især ved Mont Blanc blev den ihærdige vandrer udfordret af is og højdemeter, men da han nåede Schweiz viste Alperne sig fra sin bedre side, helt grønne og i ren Sound of Music-stil. Cirka en måned tog vandringen over Alperne.
– Det er helt vildt at kunne sige, at jeg har gået over Alperne, siger Sonni Vinther Espersen.
Glasset er halvt fuldt
På trods af kuldegrader, ensomhed i Alperne og nogle fødder og ben, der efterhånden er medtaget af de mange timers vandring, er eventyreren ikke til at slå ud. Som han siger det på nordjysk:
– Det går da godt nok. Jeg har ikke noget at brokke mig over.
Alligevel indrømmer han, at han håber, de værste udfordringer er overstået. Med en taktik om ikke at sætte nogen forventninger, for “så bliver man bare skuffet”, holder han humøret højt.
Og der er noget at juble over, for foruden at være halvvejs mod målet, er der også kommet en del penge ind til den indsamling, Sonni har lavet i forbindelse med sin vandring til fordel for Knæk Cancer.
Omkring 20.000 kroner er det indtil videre blevet til, og målet var i første omgang 30.000, så her er han mere end halvvejs. For Sonni Vinther Espersen er det dog ikke afgørende.
– Jeg er glad for alt det, folk giver. Uanset hvad der bliver givet, synes jeg stadig det er godt.
Stram tidsplan
Sidste halvdel af turen venter forude, og det samme gør den sidste grænse til Danmark. På den næste halvdel er programmet stramt, for der er nogle ting, som den evige eventyrer gerne vil nå på sin vej.
– Jeg regner med at have en weekend i Heide Park, og så skal jeg til en koncert i Hannover.
Allervigtigst er det dog, at han gerne vil nå hjem til Danmarks største udendørs metalfestival Copenhell, som er en af årets højdepunkter for Sonni Vinther Espersen. Festivalen starter 15. juni, så det er fristen for at nå målet ved Limfjorden.
– Jeg har kun fem buffer-dage, så der skal ikke gå alt for meget galt, siger Sonni Vinther Espersen, der især glæder sig til at se sine nevøer ved målstregen.
Du kan følge Sonnis vandring her.