Lyttere af podcasten Bagstiv vil vide, at de har et ugentligt kapitel, der hedder ”Dèr blev jeg gammel:” …Sådan en oplevelse har jeg, om noget, haft i den her uge vi nu runder af.
For første gang i 25 år valgte jeg, at Roskilde Festival skulle være uden mig. Jeg ville simpelthen ikke betale to et halvt tusinde kroner for en flok ansigtstatoverede rap-musikere med guldtænder, hængerøv og autotune. Og det vil i øvrigt passe mig bedst, om man udtaler ”rap” på dansk! Er det sådan det føles i maven, når man bliver skilt efter 25 år? Fordi man bare voksede fra hinanden…
Og så var det nok også lidt en demonstration, så de kan lære det, for jeg kan da ikke forestille mig, at man kan få Roskilde til at køre rundt uden mig?.. Jeg var så nok også pænt dårlig til at demonstrere, for som en forsmået eksmand med en rygrad som en regnorm, kunne jeg ikke se mig fri for lige, at være inde og lure, om der skulle være en endags billet til salg til den, helt uforståeligt, udsolgte festival.. Det var der ikke, og så dræbte jeg den tomme fornemmelse i maven, når jeg så tilsendte billeder fra venner og læste artikler fra festivalen med, at det nok også er bedst sådan. Forsøgte ikke at have så pisse ondt af mig selv..:
De kan tage deres urinstøv og deres vandpistoler og deres studenterhuer, og deres megafoner og deres dyrekostumer og deres skingre ”go festivaaaal!”… og deres lattergaspatroner, og deres snusposer og deres Prime og deres Tiktok og stik det skråt… for fanden i 90erne var der sgu da musik til alle 3 besøgende generationer, og pensionister kom gratis ind om søndagen!!
25 år! Femogtyve fucking år, mand! Det er fire forskellige årtier!!
Men hvad så nu? Jo, næste weekend trøster jeg mig selv med en tur på festival i Holland, hvor de spiller musik man kan forstå, og så er de sidste 6-7 års endagsbilletter på Tønder festivalen skiftet ud med full partout! Ovenikøbet som voksen frivillig. 4 dage med ægte håndlavet country og folkemusik.
Disse beslutninger er taget med en plaid henslængt over skødet, mens jeg sidder ved vestkystens bølger og kigger sørgmodigt ud over Nordsøen, hvor jeg forsøger at finde den svundne tid og Leif Skovs ånd ude omkring horisonten, mens en langsom banjo ballade kører i baggrunden.. Og hvis jeg sagde, at jeg også suttede på syrlige drops og Werthers Echte, så ville det faktisk være den eneste overdrivelse i det billede.
Dèr blev jeg gammel.