Det er altså langt fra en ny opfindelse. Højrefløjen har fået tyret nazikort efter sig dagligt siden krigen, så snart de har haft en holdning til indvandrerpolitik, grænselukning, omskæring osv, og ingen har nogensinde løftet et øjenbryn over det..
Det er muligt, det er det man kalder whataboutism, men derfor er det stadig tankevækkende og lidt sjovt.. I mine øjne fortjener hverken Mette Frederiksen, Inger Støjberg, Lars Von Trier eller nogen som helst andre, ud over dem, der sikkert ville være stolt over det, at blive kaldt nazist. Det er heller ikke andet, end dræbende for debatten og respektløst over for ofrene under holocaust.
Begge parter har ihvertfald lidt de skal have arbejdet med i den her sag. Minkavlerne har tydeligvis aldrig kastet nazikort før, og de ved derfor slet ikke, at det er en forlængelse af racisme-kortet. Altså man lægger ud med stille og rolige racismeanklager, og når der så, sjovt nok, stadig ikke er nogen der lytter eller tager dem seriøst, SÅ smider man sin nazi-trumf! Nogle landmænd vil muligvis sige, at deres mink jo ikke har noget med racisme at gøre, men racisme-kortet har sjældent noget med racisme at gøre. Når de vælger at gå All Nazi i første hånd, så kan det måske forklare, hvorfor mange er ved at vælte bagover på stolen.
Og til den anden lejr; Ro på!.. Det er bare et nazi-kort. Ikke noget vildt. Kortet er for længst blevet misbrugt og tørknaldet så voldsomt, at det har mistet al sin betydning. Inderst inde ved kortholderen godt, at den han/hun/hen/høn sidder overfor, ikke ønsker at udrydde jøder, men man bruger det i afmagt. Man er tabt for ord, der kan forklare sin frustration og utilfredshed. Og hvis ikke dét, at få sit livsværk ulovligt revet fra sig. I nogle tilfælde flere generationers livsværk. Slået ihjel, kørt til storskrald, hvis ikke det er tabt på landevejen, for at blive brændt. Puf!! Hvis ikke det kan give anledning til at føle lige præcis således. Så ved jeg da virkelig ikke hvad der kan?
Jeg synes, vi skulle prøve at holde kortene lidt tættere ind til kroppen, eller i hvert fald vælge vores kort mere med omhu. Som Kenny Rogers jo synger: ”you gotta learn when to hold them, and when to fold them”, og hvis ikke Kenny Rogers er oraklet, der kan lede os gennem denne mink/corona-krise, så ved jeg da virkelig ikke hvem der kan?
Men jeg ved til gengæld, at den dag Himmler og Goering inviterer sig selv til gadefest, så er det lidt skidt, hvis man lige brændt sine sidste esser af på en striks udsmider, statsministeren og på ham Brugsuddeleren i Nørre Snede, der holder en stram hovedpåklædningspolitik hos sine ansatte.
Det var bare dét…