Soroptimist International Hjørring har nu åbnet Julehytten ved føtex på Bispetorvet i Hjørring, og der er allerede god gang i salget af lodder.
Som altid har både private og erhvervslivet været rigtig gode til at bakke op med flotte gevinster til tombolaen, som indtil jul – eller indtil der ikke er flere gevinster – har åbent onsdag, torsdag og fredag klokken 11-16 og lørdag samt søndag klokken 10-15.
Soroptimisterne i Hjørring skiftes til at bemande Jullehytten, og da NordsøPosten kiggede forbi, var Hanne Norheim og Ruth Knudsen på plads.
Overskuddet blev i 2023 cirka 26.000 kroner. I år støttes blandt andet Den blå Café i Hjørring og kampagnen Orange Dage, som er den globale kamp for at stoppe vold mod kvinder.
Soroptimist International Hjørring støtter lokale, nationale og internationale aktiviteter inden for følgende strategimål:
At øge kvinders adgang til formelle og ikke-formelle uddannelsesmuligheder
At forbedre kvinders adgang til økonomisk selvstændighed
At udrydde vold mod kvinder og piger
At sikre kvinders og pigers adgang til sunde fødevarer og til sundhedspleje
At varetage kvinders og pigers behov for miljømæssig bæredygtighed
Orange Dage fra den 25. november til den 10. december er en verdensomspændende kampagne i samarbejde med FN, hvor der sættes fokus på kvinders rettigheder med Stop Vold Mod Kvinder og Piger.
