Den sorte og hvide kæmpe hæver sig op ad vandet og lader sig falde på ryggen med et kæmpe plask.
”Wow!” lyder det fra fiskekutteren.
”Hvis det der ikke er en spækhugger, så ved jeg snart ikke!”
Det er fisker Rasmus Hald, der sammen med sine kolleger oplevede den legesyge spækhugger omkring 25 kilometer øst for Skagen.
– Det var helt vildt fedt. Det var det virkelig. Det var én af de største spækhuggere, jeg har set, fortæller han.
Legede og gjorde sig til
Den store spækhugger sprang op fem-seks gange, beretter Rasmus Hald, der var på vej ud at fiske mørksej og torsk i Nordsøen, da han og resten af besætningen så rygfinnen og sejlede nærmere.
– Da vi er rimelig tæt på, så dykker den ned, og så kommer den op 10 meter fra skibssiden og springer op, beretter han.
Fiskeren bor til daglig i Oslo og lagde en video med hvalen på sin Facebookside. Han har spottet spækhuggere før, men de har ikke leveret samme show:
– Det er jo altid fantastisk at se havets konger. Jeg har set det mange gange, men det var da første gang, der var én der optrådte. Det var sjovt, siger Rasmus Hald.
Tjek videoen på siden: Rasmus Hald – et fiskerliv
Kilde: TV2 Nord.