Litteratur fra toppen af Danmark var på dagsordenen, da Hjørring Gymnasium onsdag aften inviterede til stjerneforedrag med to tidligere elever.
”Toppen af Danmark” er titlen på en ny antologi af og om nordjyske forfattere, og den var omdrejningspunktet, da Hjørring Gymnasium inviterede til stjerneforedrag onsdag d. 8. maj. Oplægsholderne, som begge har været involveret i den nye udgivelse, var Lasse Horne Kjældgaard og Jacob Søndergaard, som blev studenter her fra skolen i hhv. 1993 og 1990. Lasse er professor i litteratur ved Syddansk Universitet og leder af H.C. Andersen Centeret, og Jacob er administrerende direktør og forlægger på forlaget Gutkind.
Nordjysk lune
Aftenen formede sig som en dialog mellem de to oplægsholdere, hvor de med stor viden, gode litterære eksempler og nordjysk lune førte de mange tilhørere sikkert gennem aftenen. De talte om hjemstavnslitteratur fra vores egn af Danmark, og her var det en pointe, at mange nordjyske forfattere er blevet forfattere på trods.
Gratis stjerneforedrag
Oplægget var det fjerde ud af fem stjerneforedrag, som Hjørring Gymnasium indbyder til i dette forår. Fælles for alle oplægsholderne er, at de er tidligere studenter fra skolen. Torsdag d. 30. maj kl. 19-21 rundes foredragsrækken af med Jakob Jensensoplæg med overskriften ’Kan organisationer lære noget af fodboldlandsholdet?’ Jakob Jensen blev student fra Hjørring Gymnasium i 1994 og har været departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet siden 2023. Tidligere var han administrerende direktør i Dansk Boldspil Union.
Foredraget er gratis, og der er tilmelding på e-mail til adm@hj-gym.dk.
Foto: STX.