Anne Houmøller og Kristian Normann Pedersen fra Hjørring fortalte mange gode og spændende historier om oplevelserne i Sisimiut onsdag aften i Menighedshuset i Horne.
De fortalte levende om arbejdet med eleverne på gymnasiet og de andre ungdomsuddannelser i byen. De kom også ind på, hvordan de kunne udnytte naturen omkring byen både til undervisningen, men også til fritidslivet.
Der var mange flotte billeder fra skiløb, jagt og fiskeri. De fortalte spændende beretninger om jagt på fjeldryper, sneharer og rensdyr, og hvordan man skulle slæbe jagtbyttet hjem.

Anne og Kristian havde flere skind og udstoppede dyr med, som man kunne mærke på.
De fik hurtigt eget hundespand deroppe, og tilhørerne fik et rigtigt godt indblik i arbejdet med hundene, men også fortællinger om og billeder fra de spændende ture med overnatning i telt m.m.
Der var fint fremmøde, og der blev stillet mange spørgsmål til de dygtige foredragsholdere.


