Søndag var begge Højene Haller fyldt med kreative mennesker, gæster og udstillere fra hele Danmark, da TB-Markeders store KREA-messe nåede Hjørring på tur rundt i Danmark.
De mange besøgende kunne hele dagen opleve dygtige kunsthåndværkere udstille deres unikke kunsthåndværk, finde materialer til at købe med hjem og selv være kreativ.
Der var meget spændende på standene som for eksempel keramik, strik, garn, plakater, malerkunst, unikke smykker, trækunst, lyst, terrazzokunst, diamond painting, stof, akvareller, prints, Origami papirkunst med videre. NordsøPostens udsendte hilste på flere af de lokale udstillere og noterede sig mange interessante, dygtige og inspirerende mennesker.
Dem sætter vi yderligere fokus på de kommende dage. Publikum kunne også besøge og smage på stande med for eksempel hjemmerøgede spegepølser fra Bindslev, kigge på Tupperware på Doris og Dortes stand, nyde malerier fra Art by (Ann) Nordenstrand, smage på pærer og æbler på familiestanden Lykkesholm Æbler og købe hundrede vis forskellige krydderier og garn med mere fra Holmberg Handel.
De lokale satte bestemt flot præg på messen på den sidste dag i efterårsferien.
Foto: Palle W. Nielsen.