Tversted Fotogruppe er klar til at tage hul på 2023 med nye spændende projekter.
Tversted Fotogruppe mødes første gang efter jul og nytår onsdag den 18. januar klokken 19.00 til fotoaften i gruppens lokaler på Klitgården, Østervej 10 i Tversted, og de glæder sig til at byde nye deltagere velkommen.
Tversted Fotogruppe er ikke en klub med medlemskab og vedtægter, men en gruppe af fotointeresserede, der mødes på Klitgården hver anden onsdag fra klokken 19 – 21 i ulige uger i vinterhalvåret. Her hygger de sig med at udveksle erfaringer og ideer. Der tales om billedernes komposition, farver, lys, motiver, beskæringer, og hvordan billederne med få virkemidler bliver bedre. Der er også undervisning i fotoredigering og i brugen af eget kamera.
I sommerhalvåret er der udendørs aktiviteter med fototure i nærområdet og måske nogle heldagsudflugter til spændende steder i Vendsyssel.
Fotogruppen samarbejder også om projekter som eksempelvis billeder fra lokalområdet til udsmykning i virksomheder. Inge Møller, der er en af initiativtageren til Tversted Fotogruppe, har i forbindelse med åbningen af Hos Martin på Hotel Sindal udsmykket selskabslokalerne med flotte billeder fra naturen omkring Sindal og Bindslev.
Alle er velkommen i fotogruppen. Der stilles ingen krav til fotoerfaring eller noget bestemt fotoudstyr, da det er personen bag kameraet, der er afgørende for billedets kvalitet.
Link til tidligere artikel
AT FOTOGRAFERE: Tversted Fotogruppe tager dig med på nye eventyr…