Onsdag eftermiddag åbnede skoledistriktsleder Lars Leed Uddannelses- og praktikmessen på Hirtshals Skole overfor forældre, bedsteforældre, søskende, tidligere elever og ikke mindst praktikværterne.
![Spændende uddannelses- og praktikmesse på Hirtshals Skole 2 IMG 2423](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/10/IMG_2423.jpg)
Messen er en kulmination på et praktikprojekt for 9. årgang på Hirtshals Skole. Hjørring kommune har besluttet at erhvervspraktik er obligatorisk, og på Hirtshals Skole indebærer forløbet meget mere end praktikugen. Eleverne har hørt et oplæg fra 6 forskellige brancher, hvor lokale repræsentanter har fortalt om deres branche samt hørt oplæg om rettigheder og pligter i forbindelse med fritidsjob. Eleverne har lært om jobansøgning og været rundt ved virksomhederne og personligt afleveret en ansøgning og fået en aftale med hjem.
Praktikken blev afviklet i uge 40 og mandag – tirsdag i uge 41 blev brugt på at opbygge en messestand, der fortæller om praktikforløbet, virksomheden, uddannelsesvejen til praktikjobbet m.v. Onsdag fremlagde hver enkelt elev sit praktikprojekt og modtog en bedømmelse herfor af 2 lærere. Skolens yngre elever dukkede op i løbet af dagen og fik på den måde også stor glæde af de mange stande med forskellige jobs.
![Spændende uddannelses- og praktikmesse på Hirtshals Skole 10](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/10/Praktikmesse_William_658x493.jpg)
NordsøPosten fik en god snak med William, der sin unge alder til trods allerede har besluttet sig for at tage en maskinmesteruddannelse hos Martec i Frederikshavn. Et uddannelsesforløb efter 9 klasse på i alt 6½ år – der bl.a. indebærer en tur med et skoleskib.
Under praktikforløbet har William fulgt arbejdet på Havnekontoret ligesom han har været en enkelt dag på Redningsstationen i Hirtshals.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.