I september måned sætter Spar Nord og BDO igen fokus på det lokale erhvervsliv i Hjørring Kommune, når erhvervsprisen Succesvirksomhed 2025 uddeles til en række små og mellemstore virksomheder, der har udmærket sig med stærke og stabile resultater over en længere årrække.
”Det er virksomheder, der har bevist, at vedholdenhed og dygtighed betaler sig,” udtaler Mads Pedersen, afdelingsdirektør, erhverv i Spar Nord Hjørring. ”Vi ser det som en vigtig opgave at anerkende dem, der ikke nødvendigvis gør mest væsen af sig, men som år efter år skaber vækst, arbejdspladser og værdi for lokalområdet.”
Prisen gives til virksomheder, der gennem de seneste fem år har leveret kontinuerlig vækst og solide finansielle resultater. Det er med andre ord en hyldest til det lange, seje træk – og til dem, der har formået at navigere i både med- og modvind.
Kim Winther, Partner i BDO, supplerer: ”Succesvirksomhed 2025 er ikke bare en pris – det er en anerkendelse af den indsats, der ligger bag tallene. Vi ser både gengangere og nye navne på listen i år, og det vidner om en stærk og dynamisk erhvervsstruktur i Hjørring Kommune.”
Prisoverrækkelserne vil finde sted i løbet af september, og der er lagt op til en række festlige og inspirerende begivenheder, hvor virksomhederne får den anerkendelse, de fortjener.


