Erhvervsdrivende har i lokalsamfundene en vigtig rolle både fordi, de skaber lokale arbejdspladser og fordi, de har mulighed for at støtte en lang række lokale aktiviteter og gode formål.
Det er også de erhvervsdrivende i Tversted et godt eksempel på. Tversted har brug for de erhvervsdrivende, og de erhvervsdrivende har brug for lokalsamfundets opbakning.
Et godt eksempel er, at Spar Tversted-købmanden via tilhørsforholdet til KFI Købmandsfonden kunne bidrage til den lokale julehjælp i 2024.
Det lokale pastorat har sendt en stor tak for hjælpen til købmand John Larsen:
-På vegne af menighedsrådene i Tversted Uggerby Pastorat (Tversted Menighedsråd og Uggerby Menighedsråd) vil jeg gerne takke varmt for donationen til vores arbejde. En stor del af kirkernes arbejde er udført af frivillige, og især for dem er anerkendelsen en stor glæde, lyder det i et uddrag af brevet fra Tversted Pastorat.
SPAR Tversted gav i samarbejde med KFI i 2024 en donation på 30.000 kroner til pastoratets julehjælp.
– Vi er glade for, det skaber glæde i vores lokalsamfund, skriver Spar Tversted-købmanden.
Hvert år uddeler landets selvstændige købmænd julehjælp til trængte familier og enlige i deres lokalområder i hele Danmark.
Hjælpen fordeles i samarbejde med lokale foreninger og organisationer, og med støtte fra KFI Købmandsfonden på 11 millioner kroner kunne købmændene sprede ekstra juleglæde. Det er vurderingen, at julehjælpen skabte glæde for flere end 20.000 familier og er dermed blandt de største donationer til formålet.
For mange af os betyder julen hygge, traditioner og familietid. Men for rigtig mange familier i Danmark følger også bekymringen om, hvordan de skal få råd til mad og gaver til jul. De senere år har desværre vist, at behovet for økonomisk hjælp i julen er stærkt stigende.
Købmandsfonden KFI, der er sat i verden for at støtte de selvstændige købmænd, kunne for tredje år i træk etablere en uddelingspulje øremærket julehjælp. Her kunne de selvstændige købmænd ansøge om penge til julehjælp, som fordeles i samarbejde med blandt andet humanitære organisationer, kommuner, pleje- og børnehjem og kirker.
– I KFI er vi stolte af sammen med købmændene at kunne bidrage til at gøre julen lidt lysere for dem, der har det svært. Julehjælpen er blevet en uddeling, vi værner om, og vi er taknemmelige for den store opbakning, vi hvert år oplever fra købmændene, siger Terje List, adm. direktør i KFI Købmandsfonden.
Det er selvstændige købmænd fra kæderne Meny, Rema 1000, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og ABC, der kan få glæde af KFI’s uddelingspulje.