Forleden besøgte afdelingsdirektør Mads Nielsen fra Sparekassen Danmark Sindal Afdeling Gøgsigs Pakhus, og med sig havde han en stor donation fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel på 50.000 kroner til støtte for renoveringen af det gamle pakhus.
– Jeg er både meget glad og taknemmelig for at Sparekassen Danmark donerer så stort et beløb til renoveringen. Nu er vi næsten i mål med at indsamle det budgetterede beløb på 800.000 kroner, som det koster at totalrenovere Gøgsigs Pakhus, sagde formanden for pakhuset Villy Nielsen.
Det tidligere købmandspakhus i Sindal, Gøgsigs Pakhus, har i flere år ligget ubenyttet hen, hvilket har afstedkommet, at bygningen fra 1914 trænger til en større renovering.
Den nye bestyrelse i den selvejende institution med formanden Villy Nielsen i front, har i længere tid ansøgt forskellige fonde om hjælp til at bevare det gamle pakhus, der oprindeligt fungerede som hestestald til Sindal Købmandshandel. Med de mange beløb som fondene og frivillige bidragydere har doneret, så er renoveringen igangsat med hjælp fra frivillige med forskellige håndværksmæssige kompetencer.
Efter overrækkelsen af donationen fik Mads Nielsen en rundvisning, og Villy Nielsen fortalte om Pakhuset, hvor der gennem tiderne har været alt fra hestestald til kulturhus med forskellige kunstudstillinger, foredrag og musikarrangementer.
– Vores mål er at renovere Gøgsigs Pakhus, så det igen kommer til at fremstå som den flotte bygning, det var tidligere. Et kulturelt samlingssted for Sindals borgere. En renovering vil også give mulighed for at udvide aktiviteterne, så mange flere kan benytte huset fremover, fortæller Villy Nielsen.