Årets store spinningevent til fordel for Vendsyssel FF blev afholdt under festlige rammer, og målet var klart – at nå en million kroner. Med Søren Homann som engageret konferencier, blev der lagt op til en dag med intens energi, begejstring og fælles opbakning til den lokale fodboldklub. Allerede efter blot fem minutters cykling havde rytterne rundet imponerende 100.000 kroner, hvilket lovede godt for det videre forløb.
Eventet bestod af et en-times cykelmaraton, hvor rytterne gav fuld pedal på spinningcyklerne for at samle penge ind. Undervejs var der fire indlagte spurter, hvor BoVendia ikke var til at besejre, da de cyklede sig til sejr i alle 4 indlagte spurter. Da timen var gået, blev det samlede beløb talt op til hele 1.300.110 kroner – et rekordstort resultat.
Ud over spinning kunne de omkring 450 gæster også deltage i et lodtrækningsspil med præmier til en værdi af op mod 100.000 kroner. Halvdelen af overskuddet fra de solgte lodder gik til Headspace, som yder en uvurderlig indsats for unge i området. Det lokale Headspace arbejder med at støtte unge borgere gennem udfordringer, og donationen vil uden tvivl hjælpe dem til at fortsætte dette vigtige arbejde. Donationen til Headspace blev til hele 29.500 kroner.
For gæsterne til dagens event, var der desuden mulighed for at gå ombord i en klassisk julemenu, leveret af Meny i Hjørring, hvilket fuldendte den hyggelige atmosfære og gav anledning til fællesskab og samvær på tværs af bordene.
Dagen bød også på præsentationer af klubbens nye træner, Mads Christensen, samt Vendsyssel FF’s nye ejerkreds. Store visioner præger klubbens fremtid, og som et af højdepunkterne i præsentationen afslørede klubbens formand, at de nye ejere har lovet et fremtidigt besøg af den brasilianske fodboldlegende Ronaldinho.
Efter spinningeventet blev spændingen videreført på fodboldbanen, hvor Vendsyssel FF tog imod HB Køge. HB Køge kom i front inden pausen, men anden halvleg bød på intensitet og mange nærkampe, hvilket resulterede i hele syv gule kort. Vendsyssel udlignede efter 67 minutters spil, og gæsterne afsluttede kampen med et rødt kort, hvilket satte et dramatisk punktum på en dag fyldt med engagement og spænding.
Med både ny træner og en ambitiøs ejerkreds ser fremtiden lys ud for Vendsyssel FF. Klubben står stærkt, og den nye ledelse er klar til at føre Vendsyssel mod nye højder – både på og uden for banen.
Video: Sydbank.