Opdateret klokken 18.25 med oplysninger fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
En bil med to personer forulykkede mandag eftermiddag på motorvej E39 i sydgående retning fra Hirtshals mod Aalborg, skriver TV2 Nord.
Et spor er spærret. Vejdirektoratet skriver, at de forventer, at oprydningen er overstået klokken 15.15. Nordjyllands Beredskab er også tilstede ved uheldet, og der er meldinger om, at der er fastklemte.
Solouheldet skete mellem afkørsel 5 Vrå og Brønderslev C. Ingen andre end føreren af bilen og passageren var involveret.
– Vi ved ikke, hvorfor de kørte af vejen og forulykker, men det skal undersøgelser nu finde ud af, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Efter uheldet blev det ene spor på E39 i sydgående retning spærret frem til klokken ca. 15.15.
Ifølge vagtchefen formåede begge mænd at komme ud af den forulykkede bil, inden Nordjyllands Beredskab nåede frem. Den ene fik dog efterfølgende brug for lægehjælp.
– Den ene part blev kørt som traumepatient til behandling. Vi har endnu ikke fået en melding på vedkommende, men umiddelbart var det ikke livstruende skader, men formentlig mere skader på ryg og nakke, oplyser vagtchefen.
Nordjyllands Beredskab kontrollerede køretøjet for spild af olie og benzin, inden sporet blev genåbnet.
Kilde: TV2 Nord.