Som tidligere omtalt er projektet med at fjerne spærringen i form af fisketrappen ved Bindslev Gl. Elværk sat i stå på grund af klager. Indtil videre til den 3. juni på grund af afklaring omkring en fredskovspligt.
Desuden er der indgivet to klager fra Bindslev Gl. Elværk og fra Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening. Hvilken indvirkning på forløbet dette vil have, kan ikke siges på nuværende tidspunkt. I værste fald kan det udsætte projektet i et helt år. I bedste fald kun til den 3. juni, hvis man skal tro formanden for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn.
– Proceduren er nu, at Klagenævnet skal kigge på klagerne, om de har opsættende virkning, det vil sige standse projektet. Desuden skal de kigge på, om dem, der klager, er klageberettiget. Klagerne er efter min mening småting, som det svært at se berettigelsen af. Punkter, som man på gammel dansk kalder flueknepperi, fastslår Karsten Jakobsen.
– Der er et punkt, der måske er lidt værdi i. Elværkets klage over, at de ikke har fået at vide, hvor stor en erstatning de kan få, men da elværket kun har tilladelse til museumsdrift, har jeg svært ved at se, der kan blive tale om nogen erstatning. Det tror jeg Rigsrevisionen vil have lidt svært ved at godkende. Klagen fra Tannisbugt Natur- og Vandplejeforneing tror jeg vil blive afvist, da de ikke er klageberettigede, uddyber formanden for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn.
– Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt til grin i hele denne proces. Vi har siddet til utallige møder igennem 4 år og diskuteret til hudløshed og er nået frem til en løsning, der tager et hensyn til alle de interesser, der har været omkring projektet. Når man så sender det ud, går to af interessenterne ud og klager efterfølgende. Det må siges at kunne kaldes selvoptagethed i høj potens. Jeg kunne finde mange ting at klage over ved dette projekt, men valgte at afstå, da jeg hellere vil have gennemført projektet end gå op i nogle små petitesser uden den store betydning for projektet som helhed. Nu må vi se, hvordan det går.noterer Karsten Jakobsen.
Foreningens holdning, som har været klar hele vejen igennem, er stadig ganske klar. Vi skal have så stort et hul igennem som muligt. Hvordan dette hul bliver udformet, er vi som forening ikke interesseret i, da vores største interesse ikke er de 800 meter vandløb ved Bindslev, men de 255 kilometer der ligger opstrøms, slutter Karsten Jakobsen.
Link til tidligere artikel
Søren Smalbro (V): Ærgerlig situation med vandløbsprojektet ved Fisketrappen
Lokale klager bremser nyt vandløbsprojekt ved Fisketrappen i Bindslev