Af Palle W. Nielsen
Skribent på NordsøPosten
Tidligere…
administrerende chefredaktør Skagens Avis,
Områdechefredaktør VT Skagens Avis (Vendsyssel Tidende),
Lokalredaktør Nordjyske Medier Skagen
Souschef Nordjyske Medier Frederikshavn Kommune
Skribent på netmedierne Kanal Hjørring, Sæby Avis og Hjørring Avis.
SprogPosten i NordsøPosten er skriverier om stort og småt på godt og ondt. Det er skriverier med positive og konstruktivt kritiske øjne på, hvordan vi behandler og bruger sproget. SprogPosten vil gerne det hele – både fornøje, gavne og underholde. Humor kan sikkert også forekomme.
Dagens historie er et godt eksempel på, hvordan sproget kunne være brugt på en bedre måde. Meget bedre.
Hos Café Karlsson i Lønstrup droppede en frisk ung medarbejder jobbet som isdreng efter en klage fra en kunde, der uden at lufte utilfredsheden på stedet til caféen i stedet skrev et opslag om, at hun mente at have fået for lille en is.
Caféen skriver til eftertanke:
Bliver nødt til at fortælle folk, hvad det betyder, når der uddeles dårlige anmeldelser frem for at klage personligt.
Min helt fantastiske Isdreng var på hans anden vagt og lavede en to kuglers is i vores isbar. Kunden vurderede, at de fik en for lille is, og det resulterede i, at vi fik en dårlig anmeldelse (på sociale medier, red.).
Det er fair nok, men hvorfor ikke komme ind og spørge efter, om det kan være rigtigt. Personligt. Der er så nemt at sidde med sin telefon og brokke sig, når det kunne løses på en bedre måde.
Skrev til kunden, at hun selvfølgelig kunne komme ind og få hendes penge retur. Det har hun så ikke svaret på.
Det jeg vil SLÅ ET SLAG for og fortælle jer derude er, at den søde Isdreng blev så ked af det og skræmt at han valgte at droppe jobbet. Vores unge mennesker skal jo ikke skræmmes af arbejdslivet.
SprogPosten vil gerne bringe stoffet til eftertanke videre, og selv om man måske ikke er tilfreds, kan man jo godt tale pænt til andre.
På døren til apoteket i Sindal fandt vi skiltet med overskriften Tal pænt – det smitter og videre: Der er heldigvis andet end sygdom, der smitter. For eksempel høflighed, godt humør og god tone. Så tak fordi, du taler pænt til os – så kan vi bedre rådgive dig. Ha’ en dejlig dag!
SprogPosten i NordsøPosten er bestemt ikke selv verdensmestre i sprogbehandling, og vi vil med SprogPosten gerne være med til, at vi sammen tænker mere over sproget i vores kommunikation – ikke mindst, hvor vi kommunikerer til, med og om hinanden. Uden kommunikation er der ingenting, som et klogt menneske har udtalt.
Du er meget velkommen til at bidrage til SprogPosten med indlæg, betragtninger, fortællinger og måske billeder, der fortæller noget om sproget. Send gerne en mail til Palle W. Nielsen