Brobygning mellem folkeskoler i samme skoledistrikt kan føre til en lang række af betydelige fordele, der fremmer både pædagogisk og social udvikling for eleverne.
Elever fra forskellige baggrunde og skoler, der kan have ret forskellige kulturer, får derved mulighed for at interagere, hvilket hjælper med at nedbryde barrierer og fordomme.
Det kan ikke bare føre til et mere inkluderende miljø, hvor mangfoldighed værdsættes og forskelle respekteres, men også bidrage til lettere overgange, når elever ved udgangen af 6. klasse skal videre til 7. klasse, som tilfældet er fra skolerne i Lendum og Bindslev, der skal ind til Sindal Skole.
Det var da også lige præcis, hvad der foregik fredag på Sindal Skole. Eftersom brobygningen i det store Sindal Skolecenter med hensyn til overgangen foregår på alle klassetrin i fase 2, var 5. klasserne fra Lendum og Bindslev således samlet med deres kommende klassekammerater på Sindal Skole.
Her deltog de på seks blandede hold i en legende aktivitet, hvor de kom rundt til vidt forskellig fysiske og kognitive udfordringer i forskellige lokaler i Sindal Hallen. Før holdene blev sluppet løs, skulle de hver især finde på et navn og et kampråb. Ved hver aktivitet kunne et hold dernæst opnå fra en til tre nøgler, som afslutningsvis blev vekslet til bolde, der skulle rammes i en spand.
Ganske vist er udgangspunktet også for den slags samarbejde det ærværdige slogan, tab og vind med samme sind, som da også blev holdt i hævd, men konkurrenceinstinktet fik ikke desto mindre lov til at motivere børnene.
Samlet set kan brobygning som ovenfor beskrevet mellem folkeskoler i samme skoledistrikt skabe en mere sammenhængende og støttende uddannelsesoplevelse, der gavner både elever og lokalsamfundet.
Foto: Niels Skipper.