Naturvidenskab kombineret med brobygningen mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Det var cocktailen til Science Day hos UCN i Hjørring.
Forleden havde tovholderne fornøjelsen af at byde 50 elever fra EUC Nord og HF&VUC i Hjørring og Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser velkommen i forbindelse med den landsdækkende Science Day. Denne dag er et godt eksempel på, hvordan et stærkt samarbejde med ungdomsuddannelserne kan skabe en vigtig bro til de videregående uddannelser og støtte de unge i deres studievalg.
Eleverne får mulighed for at snuse til vores uddannelser som sygeplejerske og bioanalytiker. Hos bioanalytikerne studerer de celler i mikroskop og lærer om forstadier til cancer, mens de hos sygeplejerskerne måler blodtryk og blodsukker samt øver sig i at give injektioner.
Det er afgørende for UCN, at de i fællesskab med ungdomsuddannelserne kan inspirere og vejlede unge til at træffe velovervejede studievalg. Ved at fremhæve de spændende muligheder inden for naturvidenskab og sundhed her på professionshøjskolerne, ønsker de samtidig at vise, at man ikke behøver rejse til de store byer for at tage en kvalitetsuddannelse.
På UCN håber de at se flere af de unge igen til enten Studiepraktik eller som Studerende for en dag.
Foto: UCN.