Lars Mogensen har på egen krop og psyke erfaret, at pres ikke altid skal mødes med modpres. Ligesom sårbarhed faktisk kan være en stor styrke, når man forsøger at blive den stærkeste.
Den slags pointer illustrerede den garvede foredragsholder med utallige skarpe og ofte hylemorsomme eksempler, da han torsdag holdt foredrag for samtlige ansatte fra SkoleCenter Hirtshals og det store Sindal Skoledistrikt.
Når de to skolecentre holdt det fælles arrangement, skyldes det ikke mindst, at de for tiden har en trio af fælles øverste ledelse i skikkelse af skoledistriktsleder Lars Brøndum Leed samt den administrative leder Pernille Bundgaard Jensen og teknisk serviceleder Jacob Jensen.
Derfor blev pjalterne denne torsdag fornuftigvis slået sammen, idet man så ved et regulært sammenskudgilde kunne hente lige præcis en stor kapacitet indenfor kommunikation og konflikthåndtering som Lars Mogensen til at holde foredrag på Sindal Skole.
Undervejs tog den fynske foredragsholder som allerede antydet de ansatte med på en halvanden time lang, men bestemt aldrig kedelig tour de force gennem sine egne oplevelser og inddrog undervejs tilhørernes egen virkelighed både i jobbet på skolerne og hjemme fra.
Foredraget blev derved et lærerigt minikursus og en humoristisk øjenåbner vedrørende konflikthåndtering, kommunikation og samarbejdet med samt relationerne til såvel kolleger som børn og familier.