Foreningen Kultur på Tversted Skole har længe arrangeret forskellige aktiviteter med udgangspunkt i de unikke rammer på Tversted Skole, der ejes af garnfirmaet Isager ApS.
Fredag aften havde bestyrelsen så skruet op for ambitionsniveauet og for første gang nogensinde bundet an med at arrangere en større koncert, som var med Lis Sørensen og band.
Det skal bestyrelsen og de mange frivillige i foreningen have en kæmpe tak for, idet ikke bare publikum, men også bandet og Lis Sørensen tydeligvis fik en uforglemmelig sommeraften i Tversted.
Vi fik selvfølgelig ørehængere som Tæt På Ækvator og Verden Er I Farver, men rørt til tårer for alvor blev mange, da Lis Sørensen tilegnede Her Er Så Stille Nu til skolens afdøde pedel Bent Kallehauge.
Selv svalerne lod til på denne vidunderlige sommeraften at lade sig lokke tættere på scenen af de smukke toner, idet adskillige af dem indtog luftrummet over skolegården under hele koncerten.
Lørdag fra klokken 11 til 16 er der i øvrigt åbne værksteder på Tversted Skole.
CAMILLOS Kitchen v/ Jørgen Smidstrup og Helle Marietta med frokostretter og kaffe/te
VÆRKSTEDER:
– Vævestuen WintherWeave
– Vævestuen Kaisa, Nanna og Uffe
– MoreMinds Letterpress v/ Søren Bornak
– Torhild Trydal Design
– Bogbinder Jes Bonde
– MoreMinds Papirmageri v/Lene Maan Bornak
– Keramikværksted v/Anne Midtgaard
– Systuen v/Lisbeth Andersen
– Pilefletter Kirsten Thomsen
– Vaffelværksted v/Inger Bæk Kallehauge
GÆSTEUDSTILLERE:
– Marmorering (af møbler) v/ Christian von Lotzbeck
– Historiske messing-arbejde (knopper til faner, pynt på folkedragter og andre smykker) v/Søren Matthiassen
– Trædrejning v/Stig Pedersen
ARRANGØR:
Værkstederne på Tversted Skole, Skolevej 11-13, Tversted.