LinkedIn og andre netværk har udrettet mirakler og et godt samarbejde har taget sin spæde start mellem Line Isaksen Johansen og Nadia Taalab, som er indehaver af firmaet Hund & Liv.
– Efter at jeg, i sidste uge, søgte med lys og lygte efter en sparringspartner og en business case at prøve kræfter med, i forbindelse med eksamen i Det strategiske lederskab, henvendte Nadia sig. Hun har stillet sig selv og sin lille virksomhed til rådighed for mig, fortæller Line Isaksen Johansen.
Henover de næste 5 uger glæder Line Isaksen Johansen sig derfor til at dykke ned i, hvordan Nadia Taalab på bare 2 år kan gå fra at arbejde med Hund & Liv på deltid til at bruge al sin tid på at hjælpe alverdens dejlige hunde og deres ejere til at få et langt og lykkeligt liv sammen.
– Den næste tid bliver travl. Det er fedt, fastslår Line Isaksen Johansen.