Bestyrelsen bag sommerarrangementet Musik Under Trappen i Hirtshals kan nu præsentere de to hovednavne, som optræder på Vesthavnen, Onsdag den 24. juli 2024. Arrangementet byder igen iår på 7 aftener med live-musik fra Lørdag den 20. juli til Fredag den 26. juli – begge dage inklusiv.
Første Musik Under Trappen blev afviklet i 1999
”Det var jo faktisk i 1999, at den første udgave af Musik Under Trappen blev afviklet på Vesthavnen. I et ganske ganske lille telt i løbet af kun et par dage. Det blev en fin lille succes dengang, og det er vildt at der nu er gået 25 år, og arrangementet er nu vokset til det vi kender i dag. Kun afbrudt af Corona-pandemien i 2020 og 2021. Vi har gået i kulissen i flere måneder og arbejdet lidt med tingene. Vores store telt blæste jo desværre i stykker sidste sommer, så et hårdtarbejdende teltudvalg har fået løst udfordringerne, så et splinternyt telt finder vej på pladsen i år, via et fantastisk sponsorat fra Hirtshals Sparekasses Gavefond og Spar Nord Fonden på tilsammen Kr. 652.000. Vi vil naturligvis også fra vores side sige en kæmpestor tak til disse fonde, for igen at bakke op omkring aktiviteterne i vores by. Det tror jeg hele byen og området er utrolig taknemmelige for. Teltet skal naturligvis benyttes til både Naturmødet i maj, Musik Under Trappen i Juli og Hirtshals Fiskefestival i August, fortæller Rasmus Jespersen, som er formand for Hirtshals Musikforening og Musik Under Trappen.
”En af grundpillerne til Musik Under Trappen er helt bestemt vores Onsdag i uge 30, som igennem årene har udviklet sig til en vaskeægte publikumsmagnet. Vi trækker folk fra hele Nordjylland, og vi kan se at flere og flere turister også finder vej på havnen til denne gratis koncert. Vi er stolte over at kunne præsentere to danske pop-navne med et CV og et bagkatalog som er helt i sin egen liga.
Et af landets allerskarpeste live-bands
Musik Under Trappen byder på en aften med LARS LILHOLT BAND og HALBERG & FRIENDS. Begge navne har igennem årtier leveret så store bidrag til den danske musikhistorie, at vi forventer at Vesthavnen kommer til at emme af hygge, sommer, fest, farver og lækker musik.
LARS LILHOLT BAND behøver vel ikke meget præsentation, og arrangørerne er glade for, at Lilholt her i sommeren 24 tager sit store band med rundt i landet. Bandet er vel landets eneste rigtige folk- rock band, der har rødder dybt nede i rocken, folkemusikken, poppen, med vigtige historiefortællinger og stor samhørighed med deres talstærke publikum. Alt sammen kastet ud med sikker hånd ud over scenekanten til fest og masser af fællessang. Selvom Lars Lilholt Band for længst har bevist at de er et af landets bedste live-bands, ja så arbejder de alligevel utrætteligt videre med nye sange, udgivelser og ikke mindst mindeværdige live-optrædener.
Publikum kan glæde sig til udødelige hits som Onkel Christian, Den Hvide Dværg, Cafe Måneskin, Kald Det Kærlighed og mange mange andre” fortæller Rasmus Jespersen fra Musik Under Trappen.
Dansk guitar koryfæ gæster Hirtshals
”Onsdagens andet hovednavn bliver HALBERG & FRIENDS. Kapelmesteren er jo som bekendt selveste Poul Halberg. Han har skrevet mere end 1200 popsange i hans glorværdige karriere, hvor han har huseret i bands som Ray Dee Ohh, Halberg/Larsen og Sneakers. Specielt Ray Dee Ohh blev en kæmpe kommerciel succes med salg af mere end 500.000 albums og sange som ”Brændende Læber” – ”Jeg Vil La’ Lyset Brænde” – ”Elskes Af Dig” – ”Mandags Stævnemøde” – ”Efterår” og flere andre… I Sneakers var han manden bag sange som ”Sui-Sui” – ”Woodoo” – ”Den Sidste Nat” og flere andre. Halberg er også kendt for sange som ”Magi I Luften” med Halberg/Larsen. Han skrev ”Fri For At Drømme Om Dig” til Lis Sørensen, og så spillede han i øvrigt også guitarsoloen på fodboldlandsholdets landeplage ”Re-Sepp-Ten” i 1986. Med sig på scenen i Halberg & Friends har Poul Halberg et stærkt band, bestående af sin bedre halvdel og bassist Jette Schandorf, Heidi Degn: Vokal, Jesper Thomsen: Trommer og Gorm Bülow: Keyboards,” uddyber Rasmus Jespersen.
Masser af bands og frivillige deltager i MUT 2024
”Der er mange arbejdsopgaver til Musik Under Trappen, og i vores bestyrelse har vi de seneste år decentraliseret arbejdet, så der er en række underudvalg der tager sig af arbejdet med pladsen, backstage, sponsorering, markedsføring, musik, lyd, lys, scene, indkøb, bemanding, barer og masser af andre opgaver. Udvalgene er begyndt at finde arbejdstøjet frem, og det varer ikke længe før vi begynder at sælge annoncer til vores program som kommer til at ligge i teltet hver eneste aften. Vi plejer at blive utrolig godt modtaget, og vi håber selvfølgelig på samme velvilje i år”, lyder det videre fra Rasmus Jespersen.
”Der er også fuld gang i booking af de mange bands. Vi forventer igen i år i nærheden af 25-30 bands på scenen. Som altid spiller de uden honorar. Derfor kan vi tilbyde fri entre hver aften, og vi vil som altid appellere til, at man køber en øl eller vand i baren. På den måde er man med til at støtte op om vores arrangement. Et andet fokuspunkt er vores frivillige hjælpere. Der er masser af muligheder for at hjælpe, og man skal endelig bare kontakte en af os i bestyrelsen, hvis man ønsker at være frivillig hjælper”, slutter Rasmus Jespersen, formand for Hirtshals Musikforening og Musik Under Trappen.
Følg Musik Under Trappen på Facebook.