Den konservative 1. viceborgmester Per Møller glæder mig over, at hans gruppe er en del af et ansvarligt budget for Hjørring kommune i 2021 og overslagsårene 2022, 2023 og 2024.
Hjørring kommune er udfordret på økonomien, hvilket i den konservative optik primært skyldes vigende befolkning og dermed færre skatteindtægter, stigende udgifter til overførselsområdet og udgiftspres på ældre- og handicapområdet.
Af konservative aftryk vil Per Møller ogd en konservative gruppe gerne fremhæve blandt andet anlægsinvesteringer.
– Ved vores første budgetmøder har vi påtalt ønsket om at genoptage bymidtestrategien for Hjørring midtby genoptages i 2021. Herudover er det vigtigt for os konservative at forbedre parkeringsflow og parkeringskapacitet i den centrale del af Hjørring midtby. Der skal i arbejdet vurderes på indførelse af parkeringskontrol for at regulere parkeringsadfærden, siger Per Møller.
– Yderligere har det været et stort ønske for byrådsgruppen at sikre bedre vilkår for de bløde trafikanter, hvorfor vi har anbefalet at investere i blandt andet cykelsti, der forbinder Lyngholmsparken og Nejst, hvortil der afsættes 1 million. Cykelsti ved Halvorsmindevej og Bagterpvej, hvor der afsættes 1,8 million. Endelig også cykeltstiprojekter generelt i kommunen, idet der afsættes 2 millioner over 4 år, tilføjer Mette Jensen fra Børne-, fritids- og undervisningsudvalget.
– Kystsikring har i årevis været et stort tema. Derfor er det også en stor glæde at der reserveres 0,5 mill. fra bufferpuljen til klimahændelser til gennemførsel af et forsøg med kystsikring i Løkken via udskiftning af ler i undergrunden med en sand. Forsøgets gennemførelse er betinget af godkendelse fra Kystdirektoratet, lyder det fra medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Kim Bach.
Da byrådsgruppen i sin tid talte varmt for et salg af Stoltzes plads i Hirtshals, var det bl.a. for at sikre at de 10 mill. fra salget kunne geninvesteres i byen. Med salget sikrede den konservative gruppe, at der er penge til opkøb af ejendommen, kaldet ”Moonshine”, til 3 mill. samt 1,2 mill. til ”Bibiane-projektet” på Hirtshals Havn. På driftsområdet har der også været en række konservative pejlemærker på både skoleområdet og for ældre.
Desuden peger de konservative på, at der afsættes 6 mill. til klasser med med klassekoefficienter på mere end 22 elever. Endelig afsættes der 1,5 mio. kr. i 2021, stigende til 3,0 mio. kr. i 2022 til klippekortsordning på ældreområdet. På driften er der også fundet en række driftsreduktioner og forbedringer. Blandt andet på effektiviseringer, ledelse og automatiseringer, men også indskrænkninger af aktiviteter og udstyr for byrådets medlemmer.
– Der var punkter, hvor vi som byrådsgruppe gerne ville tage hårdere fat på reduktionerne frem for andre, men politik er det muliges kunst, slutter Per Møller.