“Vejen fra Hovedvejen og helt ned til byskiltet på Kystvejen er meget trafikeret og når den skal deles mellem biler, cyklister og gående, så opstår der virkelige mange farlige situationer, og det kan vi ikke blive ved med at lukke øjnene for,” siger Michael Engbjerg(V)
Derfor har de to lokalpolitikere til den kommende budgetforhandling foreslået, at der etableres en ny cykel- og gangsti fra eksisterende cykelsti på Hovedvejen og frem til byskiltet på Kystvejen. Samtidig ønsker de fartregulering via bump og en max hastighed på 50 km/t mod de nuværende 60 km/t.
Cykel- og gangstien vil blandt andet være med til at forbedre og sikre de bløde trafikanters adgang til og fra det store sommerhusområde i Rajen, Fyrklit, Hirtshals Fyr og Hirtshals by.
Laila Zielke uddyber: ”Udover at mange lokale benytter strækningen, så er det også en del af den nationale cykelrute ”Vestkystruten.” Derudover har vi et stort sommerhusområde syd for strækningen samt Landal Fyrklit, hvor mange turister også bruger vejen som fortov for at komme ned til byen og havnen i Hirtshals. Desuden er vejstrækningen i endnu højere grad tænkt som indfaldsvej til centrum i forbindelse med byfornyelsen.”
”Vi har tænkt det lavet som en enkeltrettet sti i hver side af vejen, således at der både er plads til cyklister og fodgængere. Desværre er der ikke areal til at videreføre stien fra byskiltet og helt ned til rundkørslen, men på denne strækning vil vi gerne have etableret vejbump, og ved selve rundkørslen etableret bedre forhold for gående.”
”Vi ved begge to, at det ikke er sikkert, at vi får trafiksikkerheden på Kystvejen forbedret i denne budgetperiode, men vi arbejder benhårdt på at få det prioriteret i budgetforhandlingerne, som snart går i gang” siger Laila Zielke, og Michael Engbjerg uddyber: ”Der er rigtig mange ønsker om trafiksikkerhed og cykelstier ude omkring i Hjørring Kommune. Og budgettet, som Teknik- og Miljøudvalget råder over, er alt for lille i forhold til at indfri alle ønsker, desværre.”
De to lokalpolitikere siger i øvrigt, at selvom de tilhører hver sin blok i politik, og langt fra altid er enige i alt, så har de alligevel en del områder og sager, hvor de vil frem til samme mål, hvilket samarbejdet i Teknik- og Miljøudvalget og dette fælles projekt er et godt bevis på.
Hvordan går det med Hjørring kommunes cykelsti plan, som blev udarbejdet for efterhånden mange år siden. Er den glemt igen, eller bare rykker langt ude i fremtiden😭. En opdateret liste kunne være fin at se, både med allerede udførte projekter og med alle dem der mangler. 👍
Det er glædeligt hver gang der kommer nye cykle og gangstier til gavn for at vi kan få mere motion. Håber snart der langs Vellinghøjvej fra Skovtoften, hvor cykelstien slutter i dag, og ud til Krustupvej at må blive lavet en cykelsti, det er mindst lige så farlig en strækning.