– Det er noget, der giver mening at undersøge. Det kan potentielt være med til at reducere antallet af patienter, der kommer ud fra hospitalet med lavere blodprocent, end de kom ind med, siger Maria Mikkelsen.
Hun er bioanalytikerstuderende og sammen med Lykke Høgh Nielsen har de som led i deres uddannelse undersøgt, om det er muligt at reducere den mængde blod, der udtages til koagulationsanalyser.
– Samtidig kan det være med til at gøre en svær prøvetagning nemmere, fordi der ikke er behov for at tappe så meget blod. Så det kan være med til at skabe værdi for både afdelingen og patienterne, tilføjer Maria Mikkelsen.
De studerende har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og kvaliteten af projektet er afgørende for, om det kan danne grundlag for ændringer i afsnittet.
– Vi laver aldrig sådanne ændringer uden at kvalitetssikre først. Det er en kæmpe hjælp for os, at de studerende indsamler og behandler data. Først når vi er helt sikre på, at kvaliteten er ok, kan vi tage fat på de næste mere praktiske aspekter, siger Rebecca Pedersen, bioanalytikerunderviser på KBA.
Altså et godt samarbejde mellem studerende og afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Kilde: Regionshospital Nordjylland.