I forbindelse med vedtagelse af budget 2025-28 blev det besluttet, at Skolecenter Hirtshals gøres til skolecenter for praksisfaglig undervisning.
Praksisfaglig undervisning er en anvendelsesorienteret undervisning, hvor teori og fag kobles, og hvor fagenes forbindelse til omverden og elevernes erfaringer er i fokus.
Det blev i den politiske proces besluttet at lægge vægt på ”erhvervsrum” som det grundlæggende element i centrets arbejde med at sikre rum og tid til at få mere praksisfaglighed ind i undervisningen og mere undervisning ud i virkeligheden.
Ideen med ”erhvervsrummet” er:
- At nytænke den traditionelle ”erhvervsklasse” til et fysisk rum på matriklerne, som elever på alle klassetrin kan besøge og arbejde praksisfagligt i.
- ”Erhvervsrummet” er en mulighed for alle elever til i løbet af skoledagen i højere grad at arbejde praksisnært og/eller produktorienteret dvs. at de bygger, konstruerer og er skabende.
- ”Erhvervsrummet” er ikke et bestemt sted, men kan være mange steder, hvor der er rum til at arbejde praksisnært. Det kan både være i faglokaler på skolen, i kantinen, i en lokal virksomhed mv.
Der er afsat 1,1 mio. kr. i 2025 og herefter 2,4 mio.kr. årligt.
Skole- og dagtilbudschefen deltager i punktet og orienterer Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget om det foreløbige arbejde i skolecentret og tankerne i forbindelse med planlægning af det kommende skoleår.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven.
Indstilling
Direktøren for Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at den givne status tages til efterretning.
Kilde: Hjørring Kommune.