Rubjerg Knude Fyr blev som bekendt i 2019 reddet fra afgrunden og flyttet 70 meter ind i landet, så lokale og turister kan besøge fyret og opleve den spektakulære udsigt over Rubjerg Knude vandreklit fra toppen af det gamle fyrtårn.
Rubjerg Knude lighthouse blev bygget i 1899 på det sted, der dengang var det højeste – 200 meter inde i landet. Siden da har Vesterhavet eroderet kysten, og det delvist tilsandede fyr stod i oktober 2019 kun få meter fra kanten, inden det 700 tons tunge fyr på 4 ½ time blev flyttet 70 meter ind i landet.
Med vores støtte er fyret blevet mere tilgængeligt, blandt andet med en ny trappe, som er bygget op igennem tårnet til en balkon, hvorfra der er vid udsigt over Rubjerg Knudes helt særlige barske vandreklitlandskab. Samtidig er der skabt et kalejdoskop i menneskelig skala, der kaster et dansende lyshav inde i tårnet – lige som dengang fyret lyste ud over havet. Derudover er infrastrukturen forbedret og der er anlagt en ny sti og pilemærker, der guider besøgende hen til fyrtårnet. Fyret er døgnåbent året rundt.
Rubjerg Knude Fyr er ét ud af i alt 10 særlige steder vi – sammen med Naturstyrelsen – har udviklet med en række tiltag, der gør det lettere at besøge stedet og opleve den omkringliggende natur.
Projektet er støttet gennem kampagnen `Stedet Tæller´, der sætter fokus på potentialerne i yderområderne i samarbejde med Hjørring Kommune og Kulturarvsstyrelsen.
Transformationen af fyret er tegnet af jaja architects.
Kilde: Real Dania.