Af Stefan Karlborg
Byrådsmedlem (V)
Hjørring Kommune
Næstformand i Arbejdsmarkeds–, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget
Formand for Løkken.dk
(Turist-, Handels- og Erhvervsforening i Løkken og omegn)
Det er blevet efterspurgt hvordan byrådspolitikerne forholder sig til de mange forslag til mølle- og solcelleparker rundt om i kommunen. Jeg vil her give mit bud på hvordan min holdning er. Jeg bor i Løkken og naturligt er derfor at jeg har særlig fokus på dette lokalområde.
Jeg er 100% for vedvarende energi. Vindmøller er helt klart en del af løsningen af vort energibehov. Vi kan nok ikke redde hele verden, men som minimum må vi gøre vort eget energibehov fri for olie og kul. Det er en kamp for miljøet. Og det er en kamp der skal vindes.
Kæmpevindmøller er udviklet til placering på havet. En vindmølle på havet producerer mellem 2 og 5 gange mere strøm end den samme mølle gør, når den er placeret på land. Der er slet ingen tvivl om at energibehovet bedre dækkes ved at sætte møller op på havet.
Jeg ser ingen grund til at sætte flere møller op end nødvendigt. Fremstillingen af en mølle er jo ikke uden miljøpåvirkning. Og jo – det er dyrerebåde at sætte en mølle op og drifte den når den står på havet. Men er det der vi skal have vores miljøudfordring hen. At vi skal gå efter den billigste løsning og ikke den bedste? Jeg mener ikke det er økonomien der skal styre en så vigtig national og international udfordring. Lad os da fokusere på miljøet. Min generelle holdning er derfor at vi ikke skal sætte kæmpevindmøller op på land.
Er der undtagelser? – det er der nok, men det bliver for mit vedkommende ikke økonomien, der alene skal bestemme.
Stigende behov for energi
Vi får i fremtiden brug for meget mere strøm. Ikke kun fordi der skal ske et skift fra traditionelle brændselstyper til eldrift for eksempelvis den tunge transport og færger. Men også fordi der er behov for ny energi til nye opgaver som eksempelvis indfangning af CO2 med lagring osv. Det er der vist ingen tvivl om. Flere løsninger er på vej.
Et af dem er brug af Brint som lagringsmiddel. Med en samlet virkningsgrad under 20% betyder det at der skal produceres 5 gange mere strøm end der er brug for. Jeg mener at vi nok ikke har set den endelige løsning endnu. Men med et voksende behov for energi mener jeg vi er forpligtiget til at producere energien på den mest effektive måde.
For møllers vedkommende vil dette igen pege på placeringer på havet. Andre muligheder for energiproduktion må og skal undersøgesog understøttes. Jeg tænker i første omgang på biogas, men jeg mener også at fremtiden vil kræve atomkraft af en eller anden type. Når vi taler om større energibehov vil talen også komme på solceller. Solceller er blevet mere effektive, de er blevet større og drejer efter solen for at få størst effektivitet. Generelt synes jeg solceller er et godt alternativ.
Jeg er lidt usikker på om jeg synes at vores landbrug skal lægge om fra fødevareproduktion til elproduktion ved at inddrage store landbrugsarealer til solceller. Vil det så betyde at vi skal købe landbrugsvarer fra udlandet – eller kan vi ”nøjes” med at miste noget eksport? Men hvis solcelleparker kan undgå at blive generende eller for dominerende så vil jeg være positiv.
Kæmpevindmøller påvirker turismen
Det kan være svært at give et godt bud på om dette er tilfældet. Der er en del analyser fra både Scotland og Tyskland der viser at kæmpevindmøller har en negativ påvirkning af turismen i nærområdet. Projektmagere og vindmølleproducenter viser analyser der viser noget andet. Hvad skal man tro på. Løkken er i en positiv udvikling målt både på turismen og på bosætningen.
Vil opstilling af møller tæt på Løkken give udfordringer til denne udvikling? Ingen ved det med sikkerhed, heller ikke jeg. Men er vi parate til at tage chancen? Vi lever i Løkken næsten udelukkende af turisme, og en negativ udvikling her vil være et hårdt slag mod byens detailhandel og dermed borgerne. Jeg har arbejdet frivilligt i turistforeningen i omkring 15 år, hele tiden for at opnå en positiv udvikling. Derfor fylder det meget for mig at vi ikke tager chancer med vores hovederhverv.
Værditab på ejendom
Et andet og vigtigt emne i mølledebatten er den påvirkning kæmpevindmøller har på ejendomspriserne. Det er et ubestrideligt faktum at beboelser tæt på kæmpevindmøller påvirkes i ejendomsvurderingen. Det er kun naturligt. Ikke alle ønsker at bo tæt ved en vindmølle og efterspørgslen påvirkes derfor negativt. Det er kreditforeningerne opmærksomme på og de vurderer derfor ejendommene lavere.
Der er set eksempler for ganske nyligt her i området, og det til trods for at der endnu ikke er taget beslutning om etablering af møller. Nogle analyser viser væsentlig reduktion i vurderingen ved placering indenfor 1 km og andre analyser siger at helt op til 3 km fra møller bliver ejendomsvurderingen påvirket.
Jeg kender ikke sandheden her, men i værste fald vil dette give store udfordringer for den fortsatte udvikling af de små samfund som Åbyen, Tversted, Bindslev, Vrensted, Stenum og Løkken. Det mener jeg ikke er en risiko vi kan tage.
UNESCO fylder i debatten
Hjørring Kommune og Børglum Kloster har i de sidste par år arbejdet på og for at det gamle kloster optages på Slots- og kulturstyrelsens tentativliste hvorfra det vil kunne blive muligt endeligt at blive en del af UNESCO’s verdensarv.
Danmark har tilsluttet sig Verdensarvskonventionen. Konventionen forpligter lande over hele verden til at bevare den del af verdens kultur- og naturarv, som er umistelig for hele menneskeheden. Det sker ved, at stederne optages på Verdensarvslisten. Optagelse på denne liste kræver at Hjørring Kommune beskytter området, og her er det især kæmpevindmøller der rejses spørgsmål om.
Er opstilling af kæmpevindmøller ved eller omkring Børglum Kloster forenligt med optagelse på denne liste? Der findes ikke et faktaark. Det vil være en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Vurderingen kan dog ikke finde sted før optagelse er en realitet. UNESCO beskriver dog netop når det gælder vindmøller at et forsigtighedsprincip gælder, og alternativ placering af møller skal overvejes. Det kan derfor ikke udelukkes at en beslutning om at opstille kæmpevindmøller ved klosteret vil forhindre en UNESCO-udpegning. Nogle mener det kan kombineres, andre mener at det nok ikke kan kombineres. Jeg mener ikke man skal løbe denne risiko.
En UNESCO-udpegning af Børglum Kloster kan give ikke bare Hjørring Kommune, men hele regionen et væsentligt løft i turismen.Det er igen op til en vurdering om man tror på at dette vil være tilfældet. Endnu er det ikke sket at en UNESCO-udpegning ikke har givet et betragteligt løft i turismen. Det kan da godt være at Børglum Kloster bliver det første sted hvor turismen ikke vækster på en sådan udpegning, men jeg tror det ikke.
Det er ikke sikkert det bliver en fordobling eller firedobling som det er set andre steder, men mindre kan gøre det. Hvis turismen i Hjørring Kommune kan vækste blot 10% vil det betyde yderligere 250 arbejdspladser.
Jeg er af den opfattelse at hvis ikke arbejdet med UNESCO-udpegning havde kollideret med mølleopstilling så ville de fleste i kommunen synes at det var helt naturligt at støtte dette arbejde.
Som Løkken-bo er jeg stolt af at bo tæt på et sted, der med sin langt over 1000-årige historie, er blot i nærheden af en sådan udpegning. Mit håb er at denne mulighed forfølges og at Børglum Klosterkommer i det gode selskab med Roskilde Domkirke og Kronborg.
Da jeg i sin tid blev valgt til byrådet gjorde jeg min holdning på dette område helt klart. Den er ikke ændret. Så jeg kommer til at stemme imod kæmpevindmøllerne som er foreslået. For solcelleprojekterne er min holdning generelt positiv, men enkelte anlæg er foreslået steder som efter min mening ikke er foreneligt med de omkringboendenaboer, og her mener jeg at de borgere som i forvejen bor i områderne har fortrinsret.