Den folkekære sangerinde Anne Dorte Michelsen gæster Ugilt Kirke torsdag den 12. december kl. 19.00 med en julekoncert, der lover at sprede varme og julestemning.
Anne Dorte er kendt for sine smukke fortolkninger af danske vintersange og julesalmer, og med sin milde og varme musik skaber hun en lys og livsbekræftende atmosfære. Publikum kan se frem til en koncert med både fællessang og anekdoter fra Michelsens lange karriere.
Under koncerten akkompagneres Anne Dorte Michelsen af sin elegante duo, og hun vil også selv spille både klaver og guitar. Publikum kan glæde sig til at høre kendte og elskede sange som den rørende vinterhymne “Tænd et lys for mig”, der netop er blevet optaget i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.
Billetter til koncerten koster 150 kr. stykket og kan købes fra torsdag den 28. november hos Superland i Tårs, graverkontoret i Ugilt, Din Købmand i Lendum og Dagli’ Brugsen i Mosbjerg.
Det er ikke muligt at reservere billetter, så det er med at være hurtig, hvis man vil sikre sig en plads til denne stemningsfulde julekoncert.