Det smukke optog, anført af Lucia med en lyskrans på hovedet, sang Luciasangen og andre julesange, mens de bevægede sig rundt på skolen. Eleverne fra skolens øvrige klasser og inviterede forældre var mødt talstærkt op for at overvære den stemningsfulde begivenhed.
Lærer Cecilie Dietz Hejlesen stod i år for arrangementet, og hun havde gjort et stort arbejde med at forberede eleverne. Børnene gik flot i de hvide dragter og sang med klar røst, hvilket skabte en magisk julestemning.
Luciadag er oprindeligt en fest for den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder “lys”. I Danmark er traditionen med lys og sang den 13. december blevet en fast del af adventstiden. Hvert år går børn Luciaoptog i skoler, børnehaver, kirker og på plejehjem. Også i Sindal markeres dagen, blandt andet i Sindal Bykirke, Sindal Skole, og Børnehuset samt Myretuen der gik i Luciaoptog på Ældrecenter Soldalhus.
Legenden fortæller, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien. På den tid var det farligt at være kristen, og mange søgte tilflugt i katakomberne. Lucia ville dog gerne hjælpe sine medmennesker og sneg sig om natten ud med mad til de fattige. For at kunne se i mørket og have hænderne fri, bar hun en krans med lys på hovedet.
Lucia blev straffet for sin tro og henrettet den 13. december år 304. Hun blev straks set som martyr og kåret til helgen af den katolske kirke.