I februar måned blev der indregistreret 926 nye biler i Region Nordjylland, hvilket er en nedgang på 3,1 procent i forhold til samme periode sidste år. Det er på niveau med udviklingen i bilsalget på landsplan i februar. En positiv udvikling er dog antallet af indregistrerede elbiler, som i Region Nordjylland oplevede en højere vækst end den landsgennemsnitlige.
”Region Nordjyllands bilsalg i februar er gået en smule tilbage, men der er flere spændende forskydninger. Privatleasing er blevet markant mere populært og elbilerne fylder betydeligt mere i bilsalget,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
De 3 mest populære mærker i Region Nordjylland i februar 2024 var henholdsvis Toyota, Tesla og Peugeot.
Elbilsalget i Nordjylland er på fremmarch
I februar steg salget af elbiler i Region Nordjylland. Der blev indregistreret 428 nye elbiler, hvilket er 176 flere end februar 2023. Fremgangen i antallet af nye elbiler i februar måned svarer til en stigning på 69,8 procent, hvilket er markant højere end landsgennemsnittets fremgang, der lå på 58,2 procent. Fremgangen i Region Nordjyllands elbilsalg i februar var den næststørste blandt alle regionerne – kun overgået af region Syddanmark.
”Det er glædeligt, at flere og flere danskere vælger elbilen. Det er et vigtigt skridt i retning af en grønnere transportsektor, som kan bidrage til at reducere CO2-udslippet. Vi forventer, at over 50 procent af nye biler i 2024 vil være elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Fortsat tilbagegang i plug-in hybridsalget
Februar måneds indregistreringer af plug-in hybrider i Region Nordjylland fortsætter med et fald, der understreger en langvarig trend. I februar blev der indregistreret 29 færre plug-in hybrider end i samme måned året forinden, hvilket svarer til en nedgang på 36,7 procent sammenlignet med februar 2023.
Den dalende interesse for plug-in hybrider blandt forbrugerne skyldes blandt andet registreringsafgiftsaftalen fra 2020, der gradvist udfaser afgiftsfritagelsen for plug-in hybrider
Drivmiddelfordelingen
I februar oplevede Region Nordjylland en betydelig ændring i drivmiddelfordelingen, hvor elbiler opnåede en markant stigning i deres markedsandel. 4 ud af 6 drivlinjer gik tilbage, mens elbilerne forøgede deres markedsandel med 19,9 procentpoint og endte med en imponerende andel på 46,2 procent. Dieselbiler så også en lille stigning på 0,2 procentpoint, mens benzinbilerne mistede terræn med en tilbagegang på 9,6 procentpoint og måtte afgive førstepladsen til elbilerne. Disse tal viser tydeligt en tendens i retning af flere eldrevne køretøjer i Region Nordjylland.
De milde hybrider og almindelige hybrider gik begge tilbage med hhv. 5,1 og 2,5 procentpoint og endte begge med andele på hhv. 8,8 og 5,6 procent. Slutteligt gik plug-in hybriderne tilbage, med 2,9 procentpoint, og landede på en markedsandel på 5,4 procent.
Opladelige biler, forstået som plug-in hybridbiler og elbiler, udgjorde til sammen 51,6 procent af nyregistreringerne i februar. Dette placerer Region Nordjylland over landsgennemsnittet på 49 procent.
Segmentfordeling
Der var flere forskydninger i segmentfordelingen i Region Nordjylland i februar. De største ændringer var i segmenterne J: SUV, B: Lille og C: Mellem. SUV-segmentet forøgede sin andel med hele 12,9 procentpoint. I kontrast hertil gik det Lille-segment og Mellem-segmentet tilbage i markedsandel med hhv. 8,3 og 6,1 procentpoint. Derudover gik Mikrosegmentet tilbage med 2,4 procentpoint, hvorimod det Store segment og Premium-segmentet gik frem med hhv. 2,3 og 1,2 procentpoint. De resterende segmenter havde det til fælles, at de alle havde forskydninger på mindre end ét procentpoint. Det suværent mest populære segment i det nordjyske var fortsat SUV-segmentet, som udgjorde 64,1 procent af indregistreringerne i februar.
Der var også forskydninger internt i SUV-segmentet i februar. De største ændringer i markedsandele var hos SUV’erne i klasserne: Stor, Mellem og Premium. Det Store SUV-segment gik tilbage med 5,6 procentpoint, men fastholdt sin position som det tredje største segment, med en andel på 19,8 procent. Mellem-segmentet og Premium-segmentet gik frem med hhv. 3,8 og 2,9 procentpoint. De Mellemstore SUV’er, fastholdt således sin position som det mest populære segment, da det stod for 50 procent af de indregistrerede SUV’er. Slutteligt gik Offroad-segment tilbage med 1,3 procentpoint, de resterende SUV-segmenter havde forskydninger i deres markedsandele på under ét procentpoint.
Fordeling mellem leasing og køb
Andelen af leasing i nyregistreringerne faldt i februar i Region Nordjylland til 38,9 procent af anskaffelserne fra 40,3 procent i januar. Privatleasing udgjorde størstedelen med en andel på 21,2 procent af de samledede nyregistreringer, mens erhvervsleasingandelen udgjorde 17,7 procent. Det seneste år er det særligt privatleasingandelen, der er steget betydeligt. Erhvervsleasingandelen har tilgengæld ramt det laveste niveau i over et år.
Region Nordjylland har en lav andel af leasing sammenlignet med de øvrige regioner. Regionens samlede leasingandel i februar er således væsentligt lavere end landsgennemsnittet, som var 55,1 procent af nyanskaffelserne i februar.
Erhvervsanskaffelserne udgjorde i februar 24,2 procent af nyregistreringerne, mens de private anskaffelser udgjorde de resterende 75,8 procent.
Kommunal oversigt over bilsalget
Nedenfor findes en kommunal oversigt over bilsalget i de enkelte kommuner i Region Nordjylland.
De Danske Bilimportører udsender hver måned pressemeddelelser om bilsalget i de danske regioner på baggrund af data fra bilstatistik.dk