Af Mikael Justesen
Uha. Der bliver brugt penge på at løse trafikproblemer i Nordjylland, selv om problemerne er “maed støer’ i København, ekk?”
Ja, der er ligefrem (for en gangs skuld) sendt FLERE investeringer til det jyske end til hovedstaden. Skandaløst! Oprørende! Det glade vanvid!
Næ. Ikke spor. Hør her: Der er flere uddannelsessteder i København. Offentlige arbejdspladser. Tog. Teatre. Museer. Koncertsale. Der er store hospitaler, højt specialiserede læger, der er international lufthavn, metro, nationalstadion, adskillige kongelige slotte, ministerier, Folketing, styrelser, historiske bygninger, ballet, opera og så videre. Alt sammen ting, der er betalt helt, delvist eller indirekte af offentlige midler. Altså også dine og mine jyske dollars.
Jeg antager, at folk i København synes det er ret ok at have nem adgang til disse nationale lækkerier. Det ser i hvert fald ud til, at der er en del der synes det er attraktivt at bo på de kanter – med en for de pågældende udmærket sidegevinst: kolossale årlige værditilvækster til deres ejendomme, som de kan forsøde alderdommen med, når den tid kommer.
Her i det jyske har vi ikke så meget fra den nævnte liste. Og det er ok – vores hovedstad skal være et kulturelt, økonomisk, uddannelsesmæssig og politisk fyrtårn. Men det er totalt sneblindt, når man hører piveri fra hovedstaden, fordi der denne gang investeres mere i det jyske.
Javist, det er en ulempe også for københavnere at holde i kø. Ligesom det er en ulempe for os vestpå at vi ikke kan tage en metro, ikke kan tage på Nationalmuseet uden at planlægge det i god tid og ikke har myriader af offentligt ansattes lønninger til at beskatte til gavn for kommunekassen. Og at der lugter af gylle i april. Så kan vi ikke aftale, at det er ok at investere i egne som for eksempel Nordjylland med en bedre infrastruktur?
Eller skal vi altid dele alting i milimeterretfærdige, lige store bunker? Hvis vi skal det, vil jeg gerne vide om det er Amalienborg eller Rundetårn, vi skal sende Murer-Kjeld over for at hente. Tror godt vi kan finde et hjørne her i Sæby.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.