Hirtshals Fiskefestival åbnes traditionen tro med kokkekonkurrencen Local Cooking og borgmester Søren Smalbros åbningstale om torsdagen, hvorefter festivalen fortsætter til lørdag den 5. august.
Ti restauranter mødes til indædt, men venskabelig dyst i det store telt på vesthavnen i Hirtshals og skal konkurrere om, hvem der kan tilberede den mest velsmagende ret med torsk. Fisken, som kokkene skal konkurrere i, vælges hvert år af Hirtshals Fiskeriforening og Hirtshals Fiskeauktion. Tidligere har deltagerne konkurreret i kuller, ising, havtaske og kulmule, men i år har man valgt en af Skagerraks helt klassiske og oftest anvendte spisefisk, torsken.
Fisken udleveres hel til de konkurrerende kokke om formiddagen og herefter skal de filetere, helstege, dampe eller grille torsken – det er helt op til kokkene – men de har udelukkende adgang til en gasgrill og en induktionskogeplade, så konkurrencen stiller krav til nytænkning og praktiske løsninger. Retterne skal desuden indeholde mere end 75 % lokale råvarer, så konkurrencen bakker i høj grad op om det lokale spisekammer i Nordjylland.
De deltagende restauranter er i år:
- Dejavu i Aalborg
- Emil i Aalborg
- Håkon i Skagen
- Essens i Frederikshavn
- HimmerRiget i Gatten
- Fusion i Aalborg
- Abstrakt i Hirtshals
- Alimentum i Aalborg
- TRI i Agger
- Villa Vest i Lønstrup
Hirtshals Fiskefestival er særligt stolte af at have TRI og Villa Vest, som tidligere på året blev de første nordjyske restauranter tildelt Michelinstjerne, med i konkurrencen. Omvendt er det bestemt ikke sikkert det bliver én af dem, der vinder, for de otte andre ambitiøse restauranter lægger nu en ekstra stor indsats i kampen for at slå dem.
Dommerpanelet består i år af Kenneth Toft-Hansen, Jesper Koch, Svend Rasmussen, Bo Jacobsen og Mikael Kopp.
”Vi ved fra de tidligere år, at niveauet er ekstremt højt i Local Cooking”, siger den rutinerede dommer Mikael Kopp og fortsætter: ”… og det er samtidig en kæmpe glæde at se højkvalitetsfisk fra Hirtshals anvendt af to håndfulde af regionens bedste køkkener”.
”Jeg har sagt det før… og gentager det gerne… niveauet for de nordjyske restauranter er virkeligt højt og det er SÅ bekræftende at opleve fisk, en af vores væsentligste råvarer, gjort til gastronomi i Hirtshals”, siger den mangeårige anmelder ved Berlingske, Svend Rasmussen.
![Stjernerne skal konkurrere og kokkerere med torsk på menuen i Hirtshals 2 Torsk](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/05/Torsk.jpg)
Konkurrencen sættes i gang torsdag den 3. august kl. 10, hvor der er aktivitet i de små køkkener i teltet, mens første servering for dommerpanelet sker kl. 12. Herefter serveres for dommerpanelet hvert 10. minut. Der er fri adgang til konkurrenceteltet hele dagen og der er gratis smagsprøver på den lækre torsk. Konkurrenceteltet står på Sydvestkajen i Hirtshals. Vinderen forventes kåret kl. ca. 15
Local Cooking afvikles af Hirtshals Fiskefestival med støtte fra Spar Nord Fonden.
Baggrund
Local Cooking var tidligere en regional restaurantkonkurrence, hvor lokale og regionale restauranter dystede om at servere den bedste ret med lokale råvarer og samtidig fortælle det gode budskab om råvarer, historie og kvalitet. Hirtshals fortsætter på femte år konkurrencen på egen hånd.
Konkurrencen har til hensigt at styrke samarbejdet mellem og synligheden af fødevareproducenter, spisesteder, turismeerhverv og uddannelser inden for fødevarer og gastronomi. Den sætter samtidig fokus på brugen af lokale råvarer i regionens restauranter for at understøtte bæredygtighed og det lokale erhvervsliv med en effektfuld markedsføring.
I Region Nordjylland afholdes konkurrencen i forbindelse med Hirtshals Fiskefestival. Fiskefestivalen har gennem mange år afholdt ”Årets Fiskeret”. Fisken vil igen i år være i fokus, men også lokale råvarer fra regionens producenter vil indgå som en væsentlig del af konkurrencen. Hirtshals Fiskefestival ønsker sammen med Nordsøen Forskerpark at løfte opfattelsen af fisk fra Hirtshals og at gøre opmærksom på den lange række af gode fiskerestauranter, der findes i turistlandet.
I år er det torsk, der skal danne grundlag for Årets Fiskeret. Derudover opfordres deltagerne til at tage kontakte deres nærmeste producenter af frugt, grønt etc., som kan indgå i netop deres bud på årets lokale ret. Retten serveres for et madfagligt, kompetent dommerpanel – efterfølgende forpligter restauranterne sig til at have retten på menukortet i deres restaurant så gæster fra nær og fjern kan smage de lokale kreationer.
Det er en væsentlig del af konkurrencen, at restauranterne kan formidle retten ved servering.