De sidste par år har inflationen og de stigende priser fået danskerne til at interessere sig mere for genbrug og antikviteter. Det mærker de også hos Gule Længe Antik i Lønstrup, der arrangerer Løkken Antikmesse i Løkken Idrætscenter 3. og 4. samt 5. og 6. august.
”Især i år har vi oplevet, at der er kommet flere nye kunder i butikken, som har en interesse og nysgerrighed over for gamle ting.”, fortæller butiksejer Carl Sørensen. ”Det er klart, at de stigende priser spiller ind. Ved at købe brugt kan man spare penge i forhold til at købe nyt. Samtidig får man ting, der er lavet af gode materialer i høj kvalitet, og som også har vist deres holdbarhed over flere generationer,” fortsætter Carl Sørensen.
Sønnen, Andreas Sørensen, peger også på klimaet og den øgede miljøbevidsthed, som en anden årsag til den stigende interesse for genbrug: ”Især hos unge mennesker er der et stort fokus på klimaet og de stigende temperaturer rundt omkring i verden. Ved at købe genbrug spares der på ressourcer til at lave nye ting, hvilket i sidste ende er godt for miljøet.”
Løkken Antikmesse, der i år arrangeres for 46. gang, har gennem alle årene haft fokus på at præsentere antikviteter og gamle ting af høj kvalitet for publikum. Så på den måde har genbrugstankegangen været en del af antikmessens DNA helt fra begyndelsen. ”Selv pladerne, der bruges som standvægge, har i år 45-års jubilæum. Så her kan man tale om bæredygtighed,” smiler Carl Sørensen.
I dag er der mange forskellige steder, hvor der kan købes og sælges brugte ting, både online og i den virkelige verden. Der er for eksempel Den Blå Avis, Facebook Marketplace og Antikvitet.net på Internettet, mens der rundt omkring i Danmark blandt andet findes nødhjælpsorganisationernes genbrugsbutikker og loppesupermarkeder som Kirppu. ”Konkurrencen er helt sikkert blevet hårdere, når det kommer til at sælge genbrugsting, hvor især de sociale medier har gjort det lettere for folk at sætte ting til salg privat,” fremhæver Andreas Sørensen.
Løkken Antikmesse står dog med stærke kort på hånden, mener Carl Sørensen. ”Der er i mine øjne ikke noget der slår det at kunne stå med tingene i hænderne, før man beslutter sig for et køb. Samtidig er der på messen 30 udstillere, der kommer med deres bedste ting. Desuden har udstillerne en stor viden om de ting, som de handler med, så derfor kan køberne kan få svar på deres spørgsmål med det samme. Endelig arbejder vi på, at der er en hyggelig stemning på antikmessen, hvor folk kan tage en spisepause undervejs i caféen og få en snak sammen med familie og venner,” slutter Carl Sørensen.