Der var glæde på Hjørring Gymnasium, da gymnasiet tidligere på året fik bevilget ca. en halv million kroner af puljemidler fra Undervisningsministeriet til at gennemføre et 2-årigt udviklingsprojekt med deres hf-klasser.
Lige præcis nu hvor ministeriet har offentliggjort rammer for epx, en ny ungdomsuddannelse, ser Hjørring Gymnasiums rektor, Elsebeth Gabel Austin, med begejstring på ministeriets bevilling og de muligheder, det skaber:
”Vi søgte om midler til at praksisrette vores hf-uddannelse endnu mere, end den er i dag, så fra næste skoleår intensiverer vi vores arbejde med at gøre vores hf-elever endnu mere forberedt på deres uddannelsesvalg efter hf-eksamen. Vi har som én ud af ti skoler på landsplan fået del i puljemidlerne – og som de eneste i Nordjylland! Det er vi stolte over, for vi har også i flere år arbejdet meget målrettet med vores hf-uddannelse, hvor vi har gode resultater – og så er det jo basis for en aktuel og relevant erfaringsopsamling, der peger frem mod den kommende epx.”

Professionsretning og praktik
I ministeriets vurdering at projektet fremhæves bl.a., at det har et tydeligt perspektiv for ny viden til styrkelse af professionsretning og praksisorientering på hf. Gymnasiets hf-lærerteam er allerede gået i gang med at forberede næste års udfoldelse af projektet i praksis, så de nye hf-elever vil i undervisningsforløb opleve konkrete tiltag, hvor de får bedre og tydeligere sammenhæng i hf-forløbet. Der vil blive en klar markering af mulighederne for professionsretning gennem forskellige praktiske forløb og praktikperioder.
Som noget nyt vil der blive en-to dage for underviserne med ”jobshadowing” på UCN eller anden relevant videregående uddannelsesinstitution eller samarbejdspartner. Dette skal kvalificere vidensgrundlaget for projektet og undervisernes forudsætninger for at udvikle de konkrete praksisrettede aktiviteter. Alt i alt kan kommende hf-elever se frem til nogle varierede og spændende fagforløb, som skal give dem langt mere viden om de fremtidige uddannelsesmuligheder på fx UCN, som også i dag er en vigtig samarbejdspartner for gymnasiet. Desuden vil virksomheder bliver endnu mere inddraget i denne praksisrettede del af hf, der nu bliver markant opprioriteret.

Tager hånd om sårbare unge
Som mange andre oplever gymnasiet også sårbare unge, og de får et særligt fokus i dette hf-projekt. Det er hensigten, at disse unge gennem de flere muligheder for praktik vil få et større udbytte og opleve færre forhindringer ved institutionsbesøg og i samarbejde med virksomheder etc. De sårbare unge vil blive særligt hjulpet, og succeskriteriet er, at de får større motivation og bliver mere positivt bekræftede i forhold til egne evner og muligheder.
Rektor Elsebeth Gabel Austin slutter: ”Vi glæder os meget til at komme i gang og give de nye elever disse nye muligheder. Som ekstra gevinst kan vi med dette projekt bidrage positivt til den del af den nye epx, som netop er rettet mod professionsbachelor-uddannelserne, som vi har årtiers erfaring med. De kommende hf-elever kan glæde sig, så vi håber rigtig mange vil gribe denne chance for at få en særlig hf-uddannelse med sigte på fremtiden.”
Foto: Maria Louise Hamborg.