I 2023 igangsatte Hjørring kommune sammen med Regionshospital Nordjylland samt Frederikshavn -, Læsø – og Brønderslev kommuner en indsats, hvor der har været sundhedsprofessionelle på hospitaler, plejehjem og Sygehjemmeplejen involveret.
Indsatsen skal være med til at sikre borgeren en værdig afslutning på livet og reducere antallet af unødvendige hospitalsindlæggelser.
Som borger har man indflydelse på sin behandling, – det gælder også ved livets afslutning. Det er en god ide at tage stilling i tide og gerne længe før det bliver aktuelt. Uanset hvor syg man er, så vil personalet gøre hvad de kan for at genoplive ved hjertestop, – med mindre genoplivningsforsøg er fravalgt og dokumenteret.
Undersøgelser viser, at langt de færreste har talt med deres nærmeste om døden eller taget stilling til genoplivning eller livsforlængende behandling i den sidste tid. Samtidig dør 36 procent af borgerne i Region Nordjylland på hospitalet, hvilket ofte har været forbundet med unødvendige akutte indlæggelser, der udfordrer den værdige afslutning på livet.
Ud over et kontinuerligt fokus på at sikre borgerens ønske vedrørende den sidste tid, er der særligt fokus på ”Stop op – før livet stopper” i uge 44 i bl.a. Hjørring kommune. I den forbindelse vil der være information til både borgere og fagprofessionelle på kommunens hjemmeside og infoskærme samt på biblioteket.
Desuden vil der være daglig information i hele uge 44 om ”Stop op – før livet stopper” via HAS (Hjørring Antenneselskab).


