Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Hvis Søren Smalbro (V) ønsker at vælgerne skal tage hans bejlen til borgmesterposten alvorligt, så kan han til en start vise, at han formår at løfte det ansvar, der følger med at være formand for teknik- og miljøudvalget.
Også når det er ubekvemt. Ja, navnlig når det er ubekvemt og måske endda ubehageligt.
Den 18.10 stillede undertegnede spørgsmål ved, om byrådsmedlemmet Mette Jensen(C) havde fået særbehandling i en byggesag. Der var ikke tale om en løs påstand, men et reelt spørgsmål med afsæt i en tinglyst byplanvedtægt, der utvetydigt slår fast, at der ikke må bygges i to etager på Kystvejen 65. Der var to muligheder. Enten var Mette Jensens ansøgning om byggetilladelse behandlet lemfældigt af forvaltningen, alternativt så havde Mette Jensen fået særbehandling.
Efterfølgende forsøgte Flaskeposten at få Søren Smalbro til at forholde sig til spørgsmålet om Mette Jensens byggetilladelse, hvilket Søren Smalbro imidlertid ikke ønskede, da han ikke ville bede forvaltningen bruge tid og ressourcer på at grave dybere i sagen.
Men når Søren Smalbro ikke vil, så må andre finde spaden frem.
Ifølge en aktindsigt modtog Hjørring kommune i 2017 hele tre henvendelser fra borgere, der overvejede at købe Kystvejen 63, altså naboejendommen til Mette Jensen. Disse borgere havde forskellige ideer til projekter, men de ville indledningsvis sikre sig, at projekterne ville kunne realiseres, inden de købte grunden. Forvaltningens svar på disse henvendelser er interessante, da der på Kystvejen 63 er tinglyst samme byplanvedtægt, som det er tilfældet på Mette Jensens ejendom. Hvilket som tidligere nævnt betyder, at der på disse grunde kun må bygges et enfamiliehus med udnyttet tagetage med kvist. I svarene på henvendelserne går en ting igen – og det er netop de begrænsninger, der følger af de tinglyste byplansvedtægter. Byggesagsbehandlerne afviste alle tre forespørgsler med henvisning til, at projekterne var for store i forhold den tinglyste byplanvedtægt.
Da Mette Jensens byggesag skulle behandles, fik hun hjælp af den lokale arkitekt Henrik Nielsen, der er indehaver af Tegnestuen Emmersbæk.
Ifølge Hjørring kommunes oplysninger henvendte Henrik Nielsen sig til kommunen den 03.04.2018 med en anmodning om en såkaldt forhåndsdialog. En forhåndsdialog er et møde, hvor et projektforslag præsenteres ved hjælp af skitser, inden der oprettes en egentlig byggesag.
Mødet blev afholdt telefonisk 3 dage senere. Af forvaltningens telefonnotat fremgår, at Henrik Nielsen skulle drøfte en reduktion af projektet med ejeren, så byggeretten kunne overholdes. Afslutningsvis konkluderes, at et revideret projekt evt. kan fremsendes til vurdering.
Den 01.05.2018 opretter arkitekt Henrik Nielsen en egentlig byggesag. I den såkaldte konfliktrapport der bliver oprettet digitalt i kommunens byggesagsportal, markerer Henrik Nielsen at ”konflikter” mellem det byggearbejde, der søges om tilladelse til og byplanvedtægter som ”ikke relevant”.
Den 06.07.2018 udstedes der byggetilladelse tilsyneladende uden at byggesagsbehandleren/forvaltningen tog nogen konsekvens af de advarsler, der fremgår af den digitale konfliktrapport.
Det er muligt, at Mette Jensen ikke har fået særbehandling, men udefra set kan man altså let få det indtryk.
Foto: Krak.