Søndagens åbne værksteder på kulturstedet Tversted Skole havde mange besøgende, som fik lejlighed til at kigge, beundre og tale med kunstnerne i de spændende værksteder.
Vi kalder dem uden tøven kunstnere, for det ér kunst at lave smukke ting med kærlighed, og det ér kunst på fornem vis at fastholde håndværkets traditioner om det så er papirmageren, keramikeren og de gode mennesker i Hirseriet, der laver dejlig mad med kærlighed til traditioner, nye veje og gode råvarer.
Lene Maan Bornak har i skolens kælder et papirmageri, som man kommer ned i via trappen i skolegårdens yderste højre hjørne set ved ankomst til skolen. I gangen er der stadig store, hvide vaske fra tiden som folkeskole. Hvis vaske kunne tale…
Sammen med manden Søren Bornak, som har værksted et andet sted på skolen, kalder de deres virksomhed MoreMinds, fordi de gerne vil invitere kursister, kunsthåndværkere og kunstnere indenfor i deres papirmageri og trykkeri.
Her kan man lære af hinanden og lave nye projekter i fællesskab. Det er også i dette forum, nye venskaber kan opstå. Deres arbejde skal være utraditionelt, givende og inspirerende, for kun ad denne vej opnås de gode resultater. Er det sjovt, bliver det godt! Så enkelt, at det næsten gør ondt.
I papirmageriet fremstilles håndlavet papir til trykkeriet, men også andre mindre opgaver for kunder tager form. Papiret kan være fremstillet af traditionelle bomuldsfibre eller plantefibre fra Østen.
I gangen foran papirmageriet står to “hollændere” til fremstilling af papirmasse. De nyfødte ark presses i papirmageriet, og efter tørring presses de færdige ark i trykkeriet, og er nu klar til print!
MoreMinds holder løbende kurser og workshops. Kurserne henvender sig til øvede nørder, til børn og nybegyndere. Har du et konkret projekt, er du velkommen til at kontakte Søren & Lene Bornak på mail
Som antydet har Søren også værksted på skolen, og da Nordsøposten også gerne holder traditioner i hævd, må han vente med at fortælle historien i netavisen til en anden god gang.
Anne Midtgaard er en anden meget spændende kunstner. Keramikeren Anne Midtgaard bruger i sit lille ”con amore” – med kærlighed – keramikværksted på Tversted Skole mange timer på at fordybe sig i glasurernes helt fantastiske verden.
Efter et langt arbejdsliv indenfor sundhedsvidenskab og med en baggrund som blandt andet bioanalytiker, udforsker hun nu en umådelig stor videbegærlighed efter at finde ud af, hvad der sker “nede i substansen”, når en glasur skal findes.
Den nysgerrighed lader hun nu frit udgøre fundamentet for alt, hvad der frembringes i værkstedet. På et tidspunkt i nærmere fremtid åbner hun i øvrigt butik på Tannisbugtvej inde i selve Tversted.
Grundlaget – eller rettere sagt – det “lærred”, som Anne slår sine glasurer op på, støber hun i porcelænsler eller laver i stentøj ved hjælp af pladeteknik. Med de små skridts princip er udtrykket efterhånden helt naturligt landet der, hvor det primært er skåle, tallerkener, kopper og andre brugsting, som frembringes i værkstedet.
Anne Midtgaard fremstiller små serier og enkeltstående emner, som kan beses og købes, når værkstedet er åbent eller i værkstedernes butik på skolen.
Hendes inspiration er med tiden blevet forankret i en filosofi og æstetisk forståelse, som påskønner, at der er en større dybde i verden end den, vi ser med det blotte øje. Skønheden findes i det uperfekte, og livet og ting accepteres, som de er, flygtige og midlertidige.
For lige præcis dette aspekt udforsker hun i arbejdet med glasurerne og leret, som overhovedet ikke kan styres, blot ledes på vej. Herved løftes en flig ind til forståelsen af de bittesmå tings konstante påvirkning af det større flydende perspektiv.
Anne Fonnesbech møder man i skulpturværkstedet på skolen. Hun bor i Sindal og har sommerhus i Tversted. Anne er kort tid endnu lærer og studievejleder på Hjørring Gymnasium og bruger meget af sin fritid på kunst. Hun elsker at være i naturen, nyder at bade og at sejle kajak.
Anne har lært at lave skulpturer hos Poul Winther Pedersen (Phuzzy) i Hjørring og hos Thomas Andersson på Århus Kunstakademi skråstreg Skulpturskolen. Hun har lært at male hos Noëlla Roos, Mirela Traistaru, Kirsten Brøndum med flere.
– En skulptur skal både være dynamisk og statisk. Man skal kunne gå rundt om den, røre ved den, vende og dreje den og opleve noget nyt undervejs, men samtidig skal skulpturen hænge sammen i en helhed, uanset hvilken vinkel, man ser den fra.
Anne skulpturer arbejder først og fremmest i ler og i bronze. Det er typisk menneskeskikkelser, fordi hun er fascineret af den måde, menneskekroppen fylder rummet ud på. Hun begyndte med at lave lerskulpturer i 1999, og bronzeskulpturer har hun lavet siden 2012.
Enkelheden er vigtig for hende. Det er linjerne og stramheden i figuren, der giver den liv og som skaber dynamik i rummet omkring den. Detaljen er for hende bare et forstyrrende element. Det vigtigste for Anne er derfor linjer og former.
Linjerne i figuren signalerer mange forskellige menneskelige følelser. Kropssproget, især ryggen, skuldrene og hovedets hældning, lægger op til en personlig fortolkning hos den, der betragter skulpturen. Ansigtet er anonymt: ingen detaljer – kun form.
Tversted Skoles værksteder arbejder i år med emnet TID. Vores tid – den politiske tid – den mentale tid, – og mange andre fortolkninger. Tid er der masser af på skolen – tid til at fordybe sig, tid til at tale med hinanden, tid til at nyde dejlig mad og drikke – masser af tid!
Hvis du har tid, fortæller Nordsøposten løbende gode historier også fra Tversted.
På Tversted Skole finder du blandt andet
Tekstilværksted (Torhild Trydal)
Vævestuen 1. klasse (Nanna Guldsmed-Thomsen, Kaisa Bengtsson, Eldrid Bergli)
MoreMinds Letterpress/bogtryk (Søren Bornak)
Bogbinder (Jes Bonde Nielsen)
Skulpturværksted (Anne Fonnesbech)
Keramikværksted (Anne Midtgaard)
Vævestue (Winther Weave v. Bente Winther)
MoreMinds Papirmageri (Lene Maan Bornak)
Sy- og Pileværksted (Lisbeth Andersen og Kirsten Thomsen)