Den traditionelle Kunst- og Hobbyudstilling på Bjergby-Mygdal Skole har i år 10 års jubilæum, og det skal fejres med en fejende flot udstilling i weekenden lørdag den 11. og søndag den 12. marts, hvor der om lørdagen er åbent fra klokken 11 – 16. Om søndagen er åbningstiden udvidet med en time nemlig fra klokken 10 – 16.
Det er Margit Jespersen, Karen Hylle, Susanne Klint Hansen, Eli Højrup, Ingrid Christiansen samt Lene Nedergaard, der er “pigerne” bag den store Kunst- og Hobbyudstilling, og år efter år påtager de sig det store koordineringsarbejde i forbindelse med udstillingen.
– Hvis du er en af de kreative, kan du nå at tilmelde dig som udstiller til årets jubilæumsudstilling. Det skal dog ske senest fredag den 17. februar til Margit Jespersen på telefon 24 24 98 51 eller på mail: tagejespersen@has.dk, lyder det fra initiativgruppen.
For at sikre alsidigheden og kvaliteten er udstillerne nøje udvalgte, så publikum kan se frem til en udstilling med kunst og hobby i særdeles høj kvalitet.
Formålet er ikke at tjene penge, men at præsentere en flot og varieret udstilling med hobby og kunst til glæde for de omkring 1.000 besøgende, der hvert år lægger vejen forbi Bjergby-Mygdal Skole. Derfor er det gratis at udstille, og der er fri entre for de besøgende. Udstillingens eneste indtægter kommer fra de to velbesøgte cafeer på skolen og amerikansk lotteri.
Selvom indtægterne er begrænsede, er det alligevel lykkedes gennem årene at indsamle så mange penge, at Kunst- og Hobbyudstillingen har kunnet donere kunstværker til byen. Her kan nævnes “Kuglerne” af Anne Mølgaard. De to granitfigurer “Hejren” og “Frøen” opstillet ved Bysøen samt Gerda Thune Andersens flotte skulptur “Tumlingen”, der er opsat ved Skagen Landevej.
Alle er velkommen – alt er gratis – undtagen kaffe, kage og amerikansk lotteri.
Billederne er fra tidligere år blandt andet af initiativgruppen.
Foto: Niels Helver.