Der var stor og solid opbakning, da Sindal Borgerforening lørdag den 27. august fra 13.00 til 16.00 holdt åben naturlegeplads på Oremosevej.
Skyerne var til tider meget mørke, men det bekymrede ikke rigtig nogen, for børnene hyggede sig med leg i sandkassen. og der lød høje hvin og grin fra sansegyngen. Bageriet Ingeborg havde sponseret lækker snobrødsdej, og der var en sagte, hyggelig snak ved bålstedet, mens snobrødene langsomt blev bagt – og kinderne røde.
Madpakkehuset dannede samtidig rammerne for en god snak over grillede pølser og brød sponseret af Sindal Biogas. Sindal Borgerforening var værter med smagsprøver på (helt lokalt) grillet krondyrekød. Kødet var mørt og eftertragtet blandt både børn og voksne, og der var stor ros til kokken, der fik uddelt alle smagsprøverne i løbet af dagen.
Med det store fremmøde er der heller ingen tvivl hos bestyrelsen for borgerforeningen om, at arrangementet bliver gentaget igen til næste år, da det er en herlig og uformel måde at være sammen på.