Det lykkedes at indsamle 4,2 millioner kroner i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling. Det viser en midlertidig prognose søndag aften.
For andet år i træk har corona tvunget Folkekirkens Nødhjælp til at aflyse den traditionelle indsamling. I stedet er der blevet samlet ind på sociale og digitale medier.
”Resultatet er både frygtet og forventet, fordi det er umuligt at erstatte det fysiske møde mellem mennesker med selv de nyeste og mest smarte digitale løsninger,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.
”I snart 25 år har vores frivillige gået fra dør til dør i hele landet for at samle ind til verdens fattigste, og deres lokale forankring og store arbejde er livsnerven i vores indsamling. De frivilliges besøg er vores påmindelse til danskerne om, at der er brug for næstekærlighed og støtte til mennesker i nød.”
Mange velgørende organisationer har de seneste år overvejet, om dør-til-dør-indsamlinger er et levn fra fortiden.
”Det er de på ingen måde, kan vi nu slå fast. Vi kan simpelthen ikke opnå de samme resultater uden det store arbejde, som tusindvis af frivillige udfører landet over, når de går rundt og samler ind i lokalmiljøet,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Folkekirkens Nødhjælp håber, at indsamlingen næste år igen kan vende tilbage i sin traditionelle form.
De seneste fem år har Folkekirkens Nødhjælp samlet mellem 10-14 millioner kroner ind til den årlige indsamling – med undtagelse af 2020, hvor indsamlingen også var ramt af corona. Her samlede organisationen 4,5 millioner kroner ind.