Heldigvis bliver man aldrig for gammel til at blive forbavset og forundret. Forførende flot, kalder Grethe Rolle da også den nye udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum.
Udstillingen høster et ekstra point for, at nogle af væggene har farve, hvilket giver en fin kontrast til de udstillede værker, der næsten alle er hvide, konstaterer Grethe Rolle, som sammen med Torben Agersted har netmediet Jammerbugtnu.
The dark side hedder udstillingen, der tidligere blev vist i Kastrupgårdsamlingen. Ifølge det flotte katalog refererer titlen blandt andet til livets skyggesider, der gennem kunsthistorien ofte er beskrevet, i dette tilfælde er materialet papir.
Kunstnerne bag de mange værker er, Mathias Malling Mortensen, Stinne Bo, Peter Callesen og Amanda Betz.
Torsdag den 28. marts kl .11.30 kan du komme med på omvisning i den nye særudstilling. Her kan du høre om de fire samtidskunstneres papirværker, og hvordan de har fortolket temaet The Dark Side.
Vendsyssel Kunstmuseum har åbent i alle påskens helligdage samt 2. påskedag kl. 11-16.
Udstillingen kan ses helt til den 11. august.
Foto: Torben Agersted.