Åbningen af strandfesten i Tornby med gratis sildebord blev fredag kl. 13.00 som sædvanligt et stort tilløbsstykke med deltagelse af mange både lokale og ferierende turister.
Således blev den populære og traditionsrige strandfest slået i gang, og herefter kører det store program, der kulminerer med kaproningsdysten lørdag eftermiddag kl. 14.00 mellem Tversted, Uggerby og Tornby.
Fredag eftermiddag byder på hygge i bådhuset, hvor Morten Krogh underholder. Fredag aften er der spisning med mad leveret fra Morfars Køkken. Underholdningen leveres live af den lokale X-faktor helt Kristoffer Lundholm.
Lørdag er der arrangeret forskellige aktiviteter på stranden med kaproningsdysten som det store trækplaster. Mange i Bjergelaugets bestyrelse holder helt sikkert nøje øje med vejrudsigten, men foreløbigt tyder alt på rolige vindforhold, således at den spændende kaproning kan gennemføres.
Strandfesten slutter lørdag aften med en lækker buffet fra Restaurant Munch i bådhuset samt live musik, der leveres af det lokale band No Good.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.