Mere autentisk bli’r det ikke!
I den gamle krostue på Hirtshals Kro, hvor fiskere og andet godtfolk siden bygningen i 1847 har sat hinanden stævne og drøftet både lokal- og landspolitiske spørgsmål, havde fødevareminister Rasmus Prehn (A) og MF Anne Honoré Østergaard (V) onsdag aften indbudt til en diskussion om aktuelle politiske temaer.
Efter et kort indlæg fra hver politiker, hvor der naturligvis blev stukket lidt til modparten med et glimt i øjet, blev der åbnet for spørgsmål fra de fremmødte. Mange af spørgsmålene gik naturligt nok på den barske energikrise, der rammer rigtig mange i Danmark – både privatpersoner og virksomheder.
Specielt efterlyste fiskeriforeningsformanden i Hirtshals, Niller, en kompensationsordning for de høje brændstofpriser til fiskerierhvervet, hvortil begge politikere kunne oplyse, at der p.t. foregår forhandlinger på Christiansborg om generelle tilskudsordninger. Også minksituationen var genstand for spørgsmål, og her kunne Rasmus Prehn – til stor glæde for en fremmødt tidligere minkavler – stille i udsigt, at erstatningerne til minkavlerne ville blive udbetalt senest i 2024 – og ikke først i 2027, som flere medier har beskrevet på det seneste.
De mange og ofte uforståelige og dybt frustrerende regler, som fiskerierhvervet er underlagt, blev også genstand for en længere debat. Nogen løsning kunne de to politikere ikke stille fiskeriet i udsigt, da meget beror på en EU-lovgivning, men begge lovede mere fokus på den nationale lovgivning.
Blandt de fremmødte fiskere var der stor bekymring for de igangværende tanker om bortfald af den åbne Kystfiskerordning. Det tiltag vil være et voldsomt indgreb for fiskeriet i Hirtshals og få en stor negativ indvirkning for erhvervet. Ministeren lyttede intenst og lovede at tage de fremførte bekymringer med hjem til forhandlingerne med de øvrige partier.
Foreholdt et spørgsmål til Anne Honoré Østergaard om bortfald af topskatten, kunne hun klart svare, at det forslag ikke groede i Venstres have. Venstre prioriterer velfærden i Danmark højest, og partiet kan p.t. ikke finde nogen finansiering af topskattelettelser.
Blandt andre berørte politiske områder på mødet kan nævnes familiesammenføring, varmecheck, fødevarekrise contra braklægning, fiskerikontrol, Brexit m.v. Begge politikere gav sig god tid til både at lytte og til at svare på de mange spørgsmål denne onsdag aften.
Efter mødets afslutning lød der stor ros til de to politikere. I en verden, hvor demokrati og frihed ikke er en selvfølgelighed, er det livsbekræftende, at danske politikere kommer ud og møder og lytter til lokalbefolkningen og står på mål for de beslutninger, de træffer på Christiansborg.
Med et folketingsvalg i udsigt vil der forhåbentligt snart blive mulighed for et gensyn med de to, der begge er opstillet i Hjørringkredsen og søger genvalg til Folketinget.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.