Som tidligere omtalt åbnede Sparekassen Danmark i 2024 en ny erhvervsafdeling i Hirtshals, hvortil dørene officielt og formelt blev smækket op af afdelingsdirektør for erhverv Casper Nødgaard.
Det er da heller ikke alle byer forundt at have så stor og flot en filial med et af de større pengeinstitutter placeret centralt, som tilfældet altså fortsat er det med Sparekassen Danmark på Jyllandsgade i Hirtshals.
Det og meget andet fejrede René Jensen og Casper Nødgaard i deres egenskab af afdelingsdirektører for henholdsvis private og erhverv denne fredag med åbent hus, idet de havde hyret Peter Grønært til at stå for musikken, mens Mads Christian Baatz Jensen fra normann’s serverede hotdogs fra spisestedets pølsevogn ude ved fortovskanten til Jyllandsgade.
Ligesom der var slikposer fra Rema 1000 til de første 150 børn, der kiggede indenfor sammen med deres forældre eller bedsteforældre, som kunne skylle pølserne ned med fadøl, vin eller sodvand, mens de fik sig en hyggelig snak med bekendte og de ansatte.
Det benyttede rigtig mange sig af i løbet af eftermiddagen, hvor stemningen fra start til slut var munter og arrangementet derfor en klokkeklar succes både for gæsterne og Sparekassen Danmark.
Fakta
Sparekassen Danmark er i øvrigt landets ottendestørste pengeinstitut og Danmarks største garantsparekasse med 336.000 kunder og 1.450 medarbejdere.
Lige under halvdelen af garantkapitalen i sparekassen er ejet af 13 fonde, der – ligesom alle øvrige garanter – får en gunstig rente af deres indskud. Fondene bruger renterne til at støtte almennyttige og velgørende i initiativer i de lokalområder, hvor sparekassen har sine afdelinger.
Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, der er en af de største af de 13 fonde, vil om få år have en milliard kroner i garantkapital.
Foto: Niels Skipper.