Indtil nu er der udleveret omkring 4.000 af de 12.500 mundbind, som den lokale handelstandsforening har købt ind, hvilket så absolut viser, at der har været et behov i Hirtshals.
– De kunder, der har glemt deres mundbind, har været glade for at kunne få et, inden de gik ind i butikkerne. Med det lager af mundbind, vi har, burde der være nok til, at vi kan klare julehandlen, siger bestyrelsesmedlem Tommy Høj.
Skulle vi komme i bekneb, er vi klar til at supplere, så vi kan sikre en god julehandel. På grund af restriktionerne bliver der ikke nogen aktiviteter fra foreningens side i december. Men vi møder rigtig megen forståelse fra kundernes side, tilføjer bestyrelsesmedlemmet hos HHE.
– Vi hører dagligt fra kunder, der siger, at de prøver at købe alle julegaver lokalt, for at bakke den lokale detailhandel op. Så vi tror på, at det nok skal blive en rigtig god julehandel, slutter Tommy Høj.