I forbindelse med 100 års byjubilæet i 2019 placerede ingeniør Ole Møgelmose en de 100 jubilæumssten ude ved Hirtshals Transport Center (HTC).
– Jeg synes, det har vist sig, igennem de 12 år det har eksisteret, at centret har haft en stor berettigelse for byen og har bidraget til en god udvikling af by og havn, fastslog dengang Ole Møgelmose.
I dag kan man kun give den skarpe ingeniør ret i konstateringen, idet der sidenhen er sket utrolig meget hos Hirtshals TransportCenter. Der er ikke bare kommet et nyt anlæg til skånsom bilvask, men blandt meget andet også etableret tankanlæg til LNG.

Mange lokale samt for den sags skyld rejsende og langturschauffører har givetvis også i et stykke tid kunnet iagttage, at der igen er gang i noget rigtig stort hos Hirtshals TransportCenter.
– Vi er simpelthen løbet tør for kvadratmeter i den store kontorbygning, fortæller direktør Tonni Sørensen, der blandt andet henviser til toldkontoret samt rederierne Color Line og Fjord Line, da vi torsdag sætter ham stævne til en kop kaffe ved HTC.

Centret oplever kort fortalt en fortsat stigende aktivitet og deraf følgende mere trafik, men altså netop også behov for mere kontorplads. Det gælder ud over de allerede nævnte blandt andet virksomheder som CW Spedition, der rykkede ind så sent som i 2022, da Claes Willadsen var blevet selvstændig efter 5 års ansættelse hos Color Line Cargo.
I det nye byggeri, som HP Byg hastigt får til at skyde i vejret med betonelementer fragtet til byggepladsen af Rygaard Transport og Logistic A/S, er der lokaler fra 40 kvm og op til 120 kvm. Her får nye lejere, hvoraf et par stykker allerede har booket lokaler, mulighed selv for at være med til indretningen af deres kontorer.

– Siden starten af HTC, hvor der arbejdede 40 ansatte i kontorerne, er vi i dag oppe på ikke færre end 140, hvilket også stiller større krav til parkeringpladser, som vi derfor har planlagt med, tilføjer Tonni Sørensen.
Den store nye bygning skal stå færdig til indflytning allerede til november, hvilket yderligere bidrager til de i forvejen rigtig gode erhvervsmuligheder i og omkring Hirtshals.