Sidst på formiddagen mandag var vi flere end normalt, der ventede på bussen i Nørregade lige bag rådhuset i Hjørring.
Bussen kom slet ikke, mens vi var der, og i stedet blev sløret løftet for et godt tænkt og spændende nyt projekt, der måske kan få flere til at bruge bussen og flere til at besøge det meget interessante Vendsyssel Historiske Museum’s afdelinger.
Vent på bussen med historien kvinder, er overskriften på projektet, som mandag blev afsløret ved to stoppesteder bag rådhuset.
I samarbejde med Hjørring Kommune har Vendsyssel Historiske Museum stået for udsmykningen af de to busstoppesteder i Nørregade, der ligger mellem museet og rådhuset.
Sammen med forskellige samarbejdspartnere arbejder Hjørring Kommune på, at udvalgte stoppesteder i den kommende tid vil få deres egen identitet, og museet har bidraget med de to busstoppesteder i Hjørrings ældste bydel mellem fortidens og nutidens rådhus.
Mens man venter på bussen – eller blot kommer forbi – kan man nu opleve et udpluk af de kvinder, der har spillet en rolle i egnens historie. Syv stærke kvinder blev mandag blottet for nærmere skue.
En af dem er Kirsten Marie Lomborg, Vendsyssels første kvindelige prædikant, der blev accepteret af biskoppen.
En anden er Kirstine Lund, Hjørrings første kvindelige fotograf.


Blandt kvindeskikkelserne, der står ved busholdepladserne, er også søstrene Ane Elisabeth og Christiane Rasmussen, der bestyrede byens første egentlige børnehave.
En anden er Nanny Faye, der stod i spidsen for pigeskolen, der med tiden udviklede sig til Hjørring Private Realskole.
På bussen ”venter” også Margrethe Gaardbo, fiskerkonen fra Hirtshals, der var afgørende for etableringen af byens redningsvæsen.
Med er naturligvis også sygeplejersken og bjeskmagersken Signe Hansen, der i år i øvrigt kunne have fejret sin 125-års fødselsdag.

Gennem plancherne i byrummet vil museet gerne sætte et større fokus på kvinder, der har sat et historisk aftryk, som stadig kan mærkes. De historiske kvindeskikkelser er alle udstyret med en QR-kode, der linker til en hjemmeside, hvor historien om dem fortælles.
Flere af kvinderne optræder også i museets udstillinger, så man kan jo passende vente lidt længere på bussen ved at se udstillingen ”I Skyggen” om blandt andet Kirstine Lund på museet i Hjørring eller tage bussen til for eksempel Hirtshals Museum for at opleve Margrethe Gaardbos hjem og Signe Hansens mange bjeske.

Mobilist på tværs, Mads Mailund Heuer fra Hjørring Kommunes afdeling Energi og Mobilitet, bød velkommen og holdt en fin lille og meget informativ tale.
– Når vi arbejder med stoppesteder til den kollektive trafik, er der primært to elementer som er vigtige.
Faciliteter og genkendelighed.
Faciliteterne er sådan noget som læskærm, bænk med mere, og i princippet er jo mere des bedre.

Genkendelighed giver tryghed i den forstand, at uanset hvor du er, så ved ud at når du ser et stoppested, så er det et stoppested hvor bussen kører. Der findes faktisk en del ”hjemmelavede” stoppesteder rundt omkring, hvor det ikke er den offentlig bus, der kører, men eksempelvis en friskolebus. Så der er stille og roligt en udskiftning i gang.
I det her projekt har vi valgt at skabe fokus på et tredje element, som ikke har været praktiseret specielt meget, men hvor der findes masser af god teori som siger, at det bør vi gøre. Det handler om stedets identitet.
Problemet med de to første elementer er, at hvis alt er ens, så kan du risikere ikke vide hvor du er.
Men kan vi være med til at give et stoppested identitet, så bliver det spændende, det giver byen liv, man får en anden tilknytning til stedet og så kan det være med til at tiden føles kortere.
I sidste ende kan det være et af flere af de elementer der skal til, for at kunne skabe forudsætning for bosætning, arbejdskraft, kulturliv med mere.
Vi tog derfor udgangspunkt i den strategisk-fysiske midtbyplan som er lavet af Midtbysamarbejdet.
Heri er midtbyen inddelt i områder, som har særlige identiteter. Stoppestedet vi står ved i dag, ligger i den historiske bymidte. Så vi tænkte, kan vi give vores ellers identitetsløse stoppested et historisk præg.
Til det havde vi brug for hjælp, og hvem bedre til lige netop dette er Vendsyssel Historiske Museum.
Så i samarbejde med dem, har vi genoplivet syv kvinder, som alle har haft en betydning for Hjørring Kommune.
De står og venter ved stoppestedet og har en lille QR-kode på sig. Tjekker man den ud, bliver man dirigeret ind på museets hjemmeside, hvor der er en lille historie om hvem de var. Prøv det ved stoppestedet!




Hvor fantastisk. Rigtig god ide. Ville gerne have været med, men nu kan jeg se, at det var for mænd.